det væsentligste bladornament, antagelig opbygget med a. spinosus som forbillede. Den dyrkedes allerede i oldtiden som prydplante i Sydeuropa, hvor den stadig er almindelig. A. ornamentet dukker op i tiden mellem 500 og 400 f.Kr.
I oldtidens Grækenland og Rom blev a. et meget anvendt ornament, men det behandledes aldrig ganske naturalistisk. Den romerske a. var mere svulmende og blødere i formerne end den lidt »tørre« græske. På den romerske a. ligger bladene tilmed ofte så tæt, at stængel er udeladt. Den ornamentale a. har gerne et ganske andet forløb end den naturlige. Det var således almindeligt, at man opbyggede slyngede ranker med a. blade. De egnede sig fortrinligt til friser og til at dække flader. Til dette formål kunne man lade a. ranker skyde op blandt store fodblade fra en kurv eller vase. og så lade dem brede sig ud over fladen.
Ornamentet bevarer sin betydning helt op i vort århundrede, og det præger barokken i den grad, at den del af den, der falder mellem ca. 1660 og 1700 undertiden benævnes akanthusbarok. I den tidlige barok udvikles i Frankrig det såkaldt franske løv: Det består af rigt svungne, fligede blade, der ofte synes også at have nogen forbindelse med vinløv. Imellem bladene, der breder sig ud i en fyldig, men alligevel let ornamentik, ses morgenfruelignende blomster. Det er imidlertid ikke usædvanligt, at der fra en blomst opvokser en nøgen menneskeoverkrop. Det franske løv anvendes i England, Tyskland, Nederlandene og Skandinavien, men det udformes her noget tungere, og der fremvokser ofte solsikkeblomster, tulipanhoveder, roser og narcisser af samme stængel, som bærer a. bladene. - Selv drueklaser forekommer, og det er ikke ualmindeligt, at der optræder putti og fugle mellem bladene.
Især i Norge får a. rankerne stor betydning inden for folkekunsten, hvor »rankeskæringer« hører til den almindeligste ornamentik langt op i forrige århundrede. Billedskærere med dette speciale kaldtes rankesnidere. Også inden for metalarbejder og malede dekorationer har a. spillet en væsentlig rolle. I regencen suppleredes a. ofte med båndornamenter, klokkeblomstornamenter og fes tons. Man kalder undertiden denne retning for båndakanthus. I rokokoen bruges de meget fligede, krusede blade stadig, men det er efterhånden vanskeligt at genfmde nogen egentlig a. karakter deri. I klassicismen afklares ornamentets former atter efter forbilleder fra antikken.
a'kanthus (af græsk akantha, torn) ornament med fligede,
krusede blade mindende om akantus-planten i Middelhavslandene.