Almue

Almue

Almue: Jævne mennesker. Ordet betegnede oprindelig folket, almenheden, men blev senere brugt om de uprivilegerede, den store hob. Nu kun i sammensætninger om ældre, landligt-folkelige forhold. Fx almue-møbler og almuekunst (se folkekunst)

Almue er et fællesnordisk ord, hvis betydningsudvikling har været ensartet i alle de nordiske sprog. I de allerældste kilder (fx de ældste danske love) findes ordet ikke; fra ca 1300-tallet bruges det derimod ofte (oldnordisk almugi, gammelt svensk almoghe, gammelt dansk almughæ} med betydningen "hele folket", især "rigets fri og myndige mænd", dernæst bruges det også om landets befolkning i modsætning til kongen eller om borgerne i modsætning til øvrigheden ("borghemester, raad oc almughe"). Endnu i middelalderen kan ordet – især i forbindelsen "mene" eller "meneghæ almughe" – bruges om de lavere, ikke privilegerede klasser i modsætning til gejstlighed og adel ("biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ, oc ganze oc menæ rikesens almughæ", som det hedder ved oprettelsen af Kalmarunionen i 1397), og endelig får det sin nuværende betydning: "Småfolk, især på landet" ("Bønder og meenig Almue, Huusmænd, Inderster", Danske Lov 2-23-1). Denne sidste betydning findes allerede hos Christiern Pedersen, som 1510 gengiver plebs ved "almuges folk".

Ordet bruges i dag sjældent, medmindre man taler om historiske forhold.

Almuekultur, det jævne folks levevis, især på landet fx folkekultur, bondekultur.

I senmiddelalderlig sprogbrug betegner almue befolkningen i modsætning til øvrigheden; udtrykket den menige almue brugtes dengang om de lavere klasser i modsætning til adel og gejstlighed. Senere indtrådte også en modsætning til byernes borgerskab, og det er i denne betydning, ordet almue siden har været anvendt.

Almue

At gøre almuen til et folk

Grundtvig oplevede i sin barndom på landet, at der i landbobefolkningen – den såkaldte almue – var et potentiale, som måtte frigøres og bruges i fællesskabets tjeneste. Den samfundsudvikling, der var i gang rundt om i Europa og i Danmark, hvor befolkningerne krævede større selvbestemmelsesret, støttede Grundtvig meget, men han mente, at forudsætningen for at befolkningen i landet kunne komme til at bestemme var, at det blev oplyst og faktisk blev et folk.

Som Grundtvig så det, var almuen ikke en gruppe af selvstændige individer, men en masse, der opfattede sig som et kollektiv, hvortil den enkelte var stærkt bundet og hvorfra den enkelte faktisk ikke kunne løsrive sig. En sådan masse kunne efter Grundtvigs opfattelse ikke overtage styret af et land. Forudsætningen for, at disse mennesker kunne blive styrende, måtte være, mente Grundtvig, at de blev, og opfattede sig selv, som oplyste og ansvarlige individer. Og netop dette var et vigtigt kendetegn for et folk, at det bestod af ansvarlige og oplyste personer, som selvvalgt kunne indgå i et fællesskab. Derfor valgte Grundtvigs som sin livsopgave gennem oplysning, fx i skolen, at gøre almuen til et folk.

Almue

'Blå Almue' servicedele af porcelæn, bestående af: tre kopper, sukkerskål, ni sidetallerkner, fem middagstallerkner, seks dybe tallerkner samt cirkulært fad. Værdi ca 800-1000 kr.

Almue