Böhmisk vinglas 18. årh. (ABR).
Lidt før 1680 opdagede en böhmisk glasmager (man ved desværre ikke mere hvem), at man i stedet for soda, som venetianerne havde brugt som flusmiddel, kunne anvende potaske. Glasmassen tilsattes ligeledes kridt. Det produkt, som man herved opnåede, var tungere, solidere og bedre egnet til at optræde i tykke lag end det venetianske. Samtidig viste det sig, at dette glas var særdeles velegnet til slibning og i nogen grad kunne erstatte det kostbare bjergkrystal. Ganske vist opnåede b. aldrig så skønt et spil som det engelske blykrystal, men alligevel opnåede man et produkt, som i mange år på kontinentet betragtedes som det fornemste. B. kaldes også undertiden klangglas.
Har været fremstillet siden 1600, men først i 1680'erne nåede man frem til et kvalitetsprodukt, som fra da af gik sin sejrsgang over Europa (til midten af 1800-tallet) med det rene, farveløse bjergkrystal som forbillede. Glassene var særdeles velegnede til slibning og gravering, der som oftest udførtes helt andre steder end de bøhmiske glashytter, f.eks. i Schlesien og Sachsen i serier på 100 glas eller mere med ens ornamentik: blomster, planter, figurscener eller allegorier. Oprindelig solgtes glassene af omvandrende bøhmiske glashandlere, men i første halvdel af 1700-tallet oprettedes rundt omkring i Europa bøhmiske glashandelskompagnier, bl.a. København. Lågpokaler var en særlig specialitet. Det særlig karakteristiske ved dem er de indlagte snoede, gyldne eller blå tråde i stilk og lågknop. Der lavedes også en tungere type, der blev slebet mod rosetmønster og kugler. Ægte bøhmiske glas forekommer jævnligt i handelen, men der er også mange efterligninger.