Böttgers stentøj, en buccaro-lignende vare. Grålig skærv. Lohan. 1715 (ABR).
(1682-1719), tysk alkymist og keramisk opfinder, der i 1708 startede Dresden fajancefabrikken. 1708-1709 opfandt og udviklede han en fin rød stentøjsvare, senere kendt under hans navn. Ligeledes 1708 lavede Böttger det første rigtige ”ægte” porcelæn i Europa, efter at have fundet frem til kaolinot som en nødvendig bestanddel. I 1709 fremstillede han en brugbar glasur til porcelænet, og i 1710 blev han udnævnt til leder af den nyoprettede Meissenfabrik. Sammen med Wilhelm von Tchirnhausen regnes J. F. Böttger som den, der har opfundet og udviklet det europæiske porcelæn.
Böttger, Johan Friedrich - (1682-1719). Tysk arkanist. I 1708 lykkedes det ham i samarbejde med matematikeren og fysikeren Ehrenfried Walter v. Tschirnhausen at fremstille et rødt stentøj, det såkaldt røde böttgerske stentøj. Man brændte det under nogle vældige brændglas, som v. Tschirnhausen havde konstrueret. Året efter lykkedes det B. at fremstille hårdt hvidt porcelæn, men med glasuren måtte det vente lidt. - I 1710 udnævntes B. til leder af den nyoprettede porcelænsfabrik i Meissen. De første år af fabrikkens levetid lavedes der hovedsagelig rødt stentøj - porcelænet var endnu på forsøgsstadiet, men efter tre års forløb var man så vidt, at en kontinuerlig produktion kunne optages. - Se også Meissen.
Fremstilledes i 1708 af Johan Friedrich B. og matematikeren og fysikeren Ehrenfried Walter v. Tschirnhausen. Det brændtes under nogle vældige brændglas, som v. Tschirnhausen havde konstrueret, og under hvilke temperaturer på omkring 1500 grader opnåedes. Farven var fra brun til brun-rød, undertiden næsten sortbrun, men også gullige, lyse stykker forekommer. En del af de varer, man fremstillede, var afformninger efter kinesiske porcelænsgenstande, tyrkiske metalvarer og andet, som faldt i tidens smag. Ofte er stentøjet med slebet dekorering, facetter og småhul slibninger, eller med en skåret rankedekoration. Gennem polering har mange af tingene opnået højglans. Noget af stentøjet bemaledes med lak og forgyldte s, andet udsmykkedes med emaljefarver, eller med en farvet glasur, der gennemslebes i mønstre ned til skærven. Med opfindelsen af det europæiske porcelæn, mistede man i Meissen en tid lang interessen for dette stentøj, det blev dog efterhånden eftergjort flere steder i Europa, bl.a. i Bayreuth og Plaue.