Oprindelig en lille jernkalot med halsstykke af ringpanser, som man bar inden under tøndehjelmen. Da man gik væk fra tøndehjelmen, bibeholdte s b. som efterhånden voksede ud til en ny hjelmtype. Værst var det, at ansigtet var udækket, og man fandt da på, at der kunne sættes et visir, en såkaldt hundesnude eller hundsgugel foran, det bestod af en hvælvet plade med øjen- og mundsprækker, og fra dets midte udgik et kræmmerhusformet stykke, hvori der var plads til bærerens næseparti. På de tidlige hjelme er visiret fæstnet til forkanten med et hængsel, på senere er det sidehængslet. De tidlige b. har rundt topstykke, men efterhånden skyder det op i en spids; fordi denne konstruktion bedre modstår sværdhug. B. med udviklet visir, og hvor ringpanseret om halsen er erstattet af en hjelmkrave, kaldes undertiden stor bascinet. Typen opstår i begyndelsen af 1300-tallet, er fuldt udviklet omkring århundredets midte og forsvinder i første fjerdedel af 1400-tallet.