Begravelsesvåben af malet og forgyldt jernblik, grevekrone. (Landet kirke. Lolland).
I middelalderen var det brug, at man lod en adelig mands skjold og hans øvrige våben følge ham til graven. Siden udviklede det sig til, at man malede hans heraldiske våben på en plade og bar det foran hans kiste ved begravelsesprosessionen for derpå at hænge det eller stille det op i kirken. Ikke mindst i Sverige, f.eks. i Södermanland blev begravelsesvåbnene sande pragtstykker, som ofte erstattede epitafier. I renæssancen var de gerne malede på træplader - måske med udsavede kanter, men i renæssancens senere år og i barokken blev de overdådigt udskårne. Foruden afdødes personlige våben kunne man supplere med en række mindre anevåben.