Borgenes beboere

Borgherre
Borgherren og hans frue blev gift, mens de var meget unge. Det var forældrene, der bestemte, hvem børnene skulle giftes med. Ingen giftede sig under deres stand.
Enhver borgherre ønskede en arving til sine besiddelser. Men halvdelen af de børn, der blev født i middelalderen, døde inden de fyldte 15 år.

Forvalteren sørgede for gæsternes indkvartering. Han havde en stab af tjenestefolk, der sikrede, at gæsteværelserne altid stod klar.
I de kongelige borge var der en mundskænk, der smagte på den kongelige families mad for at sikre, at den ikke var forgiftet. Det var et vellønnet job.
Borgherren og hans frue havde en stab af skrivere, der kunne læse, skrive og føre regnskab. Når borgherren var på rejse, sendte han breve hjem med instrukser til sine folk.
Borgherren havde medarbejdere, der hjalp med borgens administration. Forvalteren stod for borgens husholdning og økonomi. Fogeder administrerede landbrug og opkrævede skatter.
Butleren og kældermesteren var ansvarlige for indkøb af mad- og drikkevarer til borgens husholdning. En særlig dækketøjsmester sørgede for rene duge til borgherrens bord.
Kokkene arbejdede i det varme, dampende køkken. For at undgå brandfare lå køkkenet i en bygning i borggården. I middelalderen spiste folk varm mad to gange om dagen, og de foretrak krydrede retter. Kødet skulle skæres for, og vinen dekanteres. Det hele blev smukt anrettet, før middagen blev serveret til folk efter fiffig. Konger, adelige og kvinder fik først. Almindelige mennesker kom i anden række.
En fest blev afsluttet med musik og dans. Borgherren og hans frue dansede med gæsterne, mens de øvrige af borgens beboere dansede med hinanden.
Gøglere, akrobater, narre og troubadourer kom til borgen for at underholde. De omrejsende troubadourer spillede på lut og sækkepibe.

Herudover kunne der være præst, forskærer, vinsmager, måttevævere, falkoner, spinderske.
Gulvene i borgens store sal var dækket med strå eller sivmåtter, der kunne udskiftes, når de blev snavsede. Senere gik man over til at flette tykke sivtæpper.
Almindelige mennesker gik i tøj, der var vævet af uld eller hør. Alt blev spundet og vævet i hånden. Fine folk gik i silketøj, som blev syet på borgen.
Staldknægtene passede borgherrens og fruens yndlingsheste. De tog sig også af de tunge heste til krigsbrug. Der var gårdskarle til at holde rent i borggården.

En borg var ikke blot en fæstning. Den var også bolig for en familie med mange tjenestefolk. Samtidig var den kaserne og herregård. Herfra opkræve de borgherrens fogeder skatter, administrerede hans besiddelser og opretholdt lov og orden. En stor borg var som en hel lille by. Inden for murene fandtes stort set alt, hvad der var brug for på borgen - lige fra lægeurter til grovsmedens håndsmedede våben. Måske var der musikanter og historiefortællere, som krøb
sammen i et mørkt hjørne i den store sal og blot ventede på signalet til underholdning.
En rig adelsmand kunne eje mange borge, gårde og almindelige huse. Normalt tilbragte han kun nogle få uger om året på hver borg. Men de øvrige borge stod
ikke tomme, når han var væk. Vedligeholdelse af en borg var fuldtidsbeskæftigelse for mange ansatte.
Borgen skulle ikke blot vedligeholdes, der skulle også ordnes brænde til opvarmning og madlavning. Der skulle skæres siv til gulvmåtter, og mange slags
madvarer skulle saltes eller ryges til vinteren eller i tilfælde af belejring.

Året rundt skulle heste og andre husdyr fodres og passes. Om sommeren blev der dyrket blomster og grønsager i køkkenhaven eller i kasser langs murene., Hver uge skulle tæpper og sengetøj rystes for at fjerne støv, lus og døde fluer. Men det værste arbejde var sikkert at rense de stinkende latriner, grøfterne og voldgraven.

Borgens forsvar var uhyre vigtigt. Selv i fredstid havde borgen mange soldater. Nogle gange afholdt de turneringer, en slags krigs lege, hvor de viste deres færdigheder.
Borgens mandskab bestod normalt af et antal fodfolksoldater og riddere. De var udrustet med bue og armbrøst eller med lanse og sværd.