Byzantinsk kunst

Byzantinsk kunst opstod i år 330, da Konstantin den Store på ruinerne af det gamle Byzans opførte romerrigets nye hovedstad: Konstantinopel ved indgangen til Asien. Denne by var ifølge sin fortid og sin geografiske beliggenhed udsat for mange påvirkninger. På den ene side græsk tradition, romersk ånd og kristendommen, på den anden side orientalsk indflydelse med dens raffinerede smag, purpur og guld. Byzantinsk kunst er et sammendrag af alt dette og skylder det sin uforlignelige rigdom.
Arkitektur: Under Justinian (482-565) opnåede den byzantinske arkitektur sit højdepunkt. Bygherrerne anvendte rundbuen, tøndehvælvingen og kuppelhvælvingen, og de spiller med stor overlegenhed på vekslende rumfordeling og lysintensitet, farver og rigdom i materialer. Til at understøtte de forskellige dele i de enorme kirker brugte de stræbepiller, en fornyelse som Vesteuropa optog. Et fuldendt, eksempel på denne bygningskunst finder man i Sofiakirken i Konstantinopel, opført af de lilleasiatiske bygherrer Antemios og Isidoros fra 532 til 537 under Justinian. Byzantinsk kirkearkitektur har gjort sin indflydelse gældende i Grækenland (Daphni), i Italien (St. Vitale I Ravenna, VI. årh., St. Marco i Venedig XI. årh.), i Ægypten (St. Catherine klosteret for foden af Sinai, VI. årh.), i Frankrig og i Rhin-dalen under den karolingiske renæssance (kirken i Germignydes-Pres og slotskapellet i Aix-la-Chapelle, begge fra IX. årh.), og i romansk stil i Frankrig (St. Front i Perigueux, XII. årh.). Efter det østromerske riges fald byggede muhamedanerne deres moskeer, inspireret af de byzantinske kirkehvælvinger (Solimans moske, 1557 og sultan Ahmeds moske, 1610 i Konstantinopel).
Skulptur: Den byzantinske skulptur led meget under "billedstriden", og et stort antal kunstværker forsvandt som følge af billedfjendske vandalister. Byzantinerne formåede dog at forny kapitælernes form og udsmykning ved at forlade den korintiske stil og anvende blomstermotiver el. arabesker med kristen symbolik. Kendt er også deres arbejder i bronze (Amalfikatedralens porte) og i elfenben.
Malerkunst og mosalkarbe)der: De væsentligste egenskaber ved byzantinsk malerkunst findes i ikonerne (se under disse). Fra romerne overtog arkitekterne mosaikken, hvis gyldne glans og rige farver harmonerede med det rosa, gule og grønne i søjlerne og marmorbeklædningen. Mosaik blev anvendt på arkader, hvælvinger og gulve, og den bredte sig fra byzantinerne til hele Europa, MellemOrienten, Nordafrika og Spanien.