[klæ.r åpsky.r] (fransk:
lys-mørke) i maleriet i renæssance og barok: halvlys med udviskede konturer og
gennemsigtige skygger med reflekslys, halvmørke med enkelte stærkt belyste
partier.
Halvmørk belysning, særlig anvendt inden for malerkunsten for at fremhæve en genstand (ansigt, skikkelse etc.) mod en dunkel baggrund. L. da Vinci og Correggio anvendte sfumatoteknikken, hvor konturerne udviskes gennem fortoninger. Mange kunstnere brugte clairobscur metoden: Velasquez, Tizian, Tintoretto, Rembrandt etc.
Clair-obscur, fransk, lys-mørke. En særlig malemåde, som havde sin glansperiode i renæssance, barok og rokoko. Der er tale om en speciel blanding af lys og skygge, hvor genstandene bestråles af indirekte diffust lys, der ligesom opbløder overgangene mellem lys og skygger og mildner konturerne. Til dette kommer enkelte stærkt belyste partier.