Baronens Høj Runddysse, Nørreskov, Sønderborg, Als, Denmark
Stengrav fra yngre stenalder. Se: jættestue, langdysse og
runddysse, samt Nordisk Oldtid.
Dysse (islandsk
dys, en opkastet gravhøj) anvendtes førhen til at betegne de mindesmærker fra
den hedenske tid i Norden, som er opførte af store sten. Nu derimod omfatter
benævnelsen dysse kun stenalderens grave. Disse er i reglen opført på terrænets
naturlige overflade og har form som kamre eller kister, hvilke består af store,
utilhuggede, undertiden dog kløvede sten, der er anbragt (som bære- eller
sidesten og dæksten tæt op til hinanden og vender den jævneste side ind imod
gravens rum). De tilfældige åbninger imellem stenene er udfyldt enten med
mindre rullesten eller flakte fliser, hvilke sidste imellem sidestenene ofte
danner regelmæssige lag, så de ligner murværk; men kun sjældent er denne
pakning lagt i ler, endnu sjældnere er sammenbøjede plader af birkebark stukket
ind derimellem. En eller flere mægtige stenblokke danner loftet, og bunden er
ofte brolagt med rullesten, flakte fliser eller ildsprængte flintskærver.
Gravbygningen er i reglen omgivet med en lav høj, som væsentlig består af sten
og hyppig kun når op til dækstenenes underside. Ofte er denne høj ved foden
omsat til en kreds af sten. I det hele må dysserne siges at være opført med
stor omhu og beundringsværdig dygtighed, navnlig når man tænker på, hvilke
simple mekaniske hjælpemidler landets urbefolkning må antages at have haft til
sin rådighed. En tid lang var dyssen så godt som den eneste kilde til viden om
datidens kultur, og de har da også ydet meget værdifulde bidrag dertil.
Dysserne falder i fire grupper: Gangbygningen, runddyssen, langdyssen og den
lave, stensatte kiste, som dog ikke er skarpt adskilt, men delvis går over i
hinanden.
Gangbygningen
Gangbygning (længdesnit og grundplan)
|
Gangbygningen (jættestue, jynovn; svensk: gånggrift,
jättegraf, jättestuga) består af et kammer med gang, kamret er i reglen aflangt
med afrundede ender, men også rektangulært; dets indvendige længde afveksler
fra 2,8 til 12 meter, dets bredde fra 1 til 3 meter, dets højde fra 1 til 2
meter. Undertiden er der til kammeret bygget et lille sidekammer, som oftest da
på gangåbningens modsatte side. Mens kammeret jævnlig er opført i nordligsydlig
retning, udgår gangen som oftest fra midten af den østlige væg og lodret derpå.
Den kan være indtil 7,8 meter lang, men er lavere end kammeret og i reglen
meget smal. Hyppig er gangen ikke blot lukket i den fritstående ende enten med
en mængde mindre sten eller med en flad sten, men også inddelt i en eller flere
afdelinger ved lige over for hinanden fremspringende sidestene, imellem hvilke
der jævnlig på bunden ligger en smal sten, disse indfatninger (karmstene) er
enkelte gange fundet lukkede med flade sten og har vel ellers været dækkede med
træplader. Undertiden er rektangulære kamre udstyrede med to parallelt løbende
gange. Nu og da er to gangbygninger byggede sammen i flugt med hinanden
således, at de har den ene endesten til fælles, men hver sin gang. Der findes
også mindre, 5-8-sidede gangbygninger, på hvilke gangen ofte har retning med
kammerets længdeakse. Som regel er hver gangbygning omgivet med sin høj, der
undertiden ved foden er omgivet med en kreds af rejste sten. Men der kendes
også eksempler på, at en høj omslutter to til tre gangbygninger.
Mens disse gravbygninger i det hele har stor lighed med et hus (man har
sammenlignet dem med eskimoernes og lappernes boliger), viser deres indhold, at
de har været benyttede som grave. Som oftest indeholdt de levninger af flere
lig, som har været ubrændte, og hvis antal kan være meget stort (indtil 70). De
er lejrede på forskellige måder. Nu og da har man fundet de i udstrakt stilling
liggende skeletter anbragt lagvis og lagene adskilt fra hinanden ved flade
fliser. Men i reglen er de lejrede på kammerets bund, snart sat på hug op ad
sidestene, snart lagt udstrakt, snart liggende uordentlig mellem hinanden.
Enkelte gange er der fundet så mange skeletter, at de har dannet en tæt masse
indtil dækstenenes underside. Ved ligene er der lagt værktøj (navnlig flækker,
økser og mejsler) og våben (særlig spyd- og pilespidser) af flint, stridsøkser
af andre stenarter, benredskaber og en mængde ravperler (hvilke i reglen har form
som hamre og rør). Men desuden træffes ofte i stor mængde lerkar (i reglen som
skår), der måske har indeholdt fødemidler.
Større eller mindre samlinger af trækul antyder, at der til forskellige tider
er blevet tændt bål i kammeret, rimeligvis for at rense luften, når et nyt lig
skulle anbringes deri. Den uordentlige lejring af knoglerne hidrører måske fra
senere gravlægninger, når det gjaldt at skaffe plads til de nye lig, og de
mærker af brand, der jævnlig forekom på knoglerne, hidrører sandsynligvis fra
de nævnte bål. Ligene er næppe ført ind i kammeret gennem den lave og smalle
gang, men rimeligvis nedsænkede fra oven. Til bestyrkelse herfor taler den
omstændighed, at skeletter ofte ligger højere oppe end gangåbningens øverste
del, ligesom kammeret i reglen er fyldt med jord og sten (rimeligvis for at
hindre vilde dyr fra at trænge ind i graven) næsten lige til dækstenenes
underside. Derfor kunne dækstenene i sådanne tilfælde heller ikke være bragt på
deres plads, førend man har besluttet sig til at ophøre med at benytte kammeret
efter dets bestemmelse, også gangen indeholder i reglen flere skeletter. Det
tør vel antages, at gangbygningen har været et fælles gravsted for en stamme
eller en landsby.
Runddyssen og langdyssen
Runddyssen og langdyssen benævnes efter formen af den
indfatning af rejste stene, som omgiver den høj der omslutter gravkammeret. De
kunne indeslutte gangbygninger, men som oftest omslutter de mindre kamre, der
snart er af en rektangulær form, snart er fem- eller seks-sidede. Indgangen
betegnes i reglen ved en sten, der er lavere end de andre sidestene, og udenfor
står undertiden lige over for hinanden to stene som en gang. Kamrene er i
reglen 1,6-2,5 meter i længde eller tværmål. Enkelte af dem indeslutter kun et
lig, men jævnlig træffes i dem 3-4 lig, nedsatte i en sammenbøjet stilling, og
ved dem ofte våben og værktøj af flint, lerkar og ravsmykker.
Runddyssen ansås fordum for at have været knyttet til den hedenske gudsdyrkelse
og kaldtes offersted eller alter (i Sverige: Dös). Den indeslutter næsten altid
kun et, som oftest kisteformet gravkammer, der jævnlig er omgivet med en lav,
stenomsat, rund høj, som når indtil dækstenens underside.
Langdyssen betragtedes tidligere dels som offersted, dels
som tingsted (svensk: Domaresäte). Den fremtræder i reglen som en lav og lang
vold, der ved foden er omsat med sten, som ofte udmærker sig ved deres
størrelse, særlig i voldens ender. Sædvanlig er langdysserne 15,7-31,4 meter
lange, men kunne også nå en længde af 158 meter. Bredden varierer fra 7 til 9,4
meter, men undertiden har de næsten form som en kvadrat. De indeslutter fra et
til fire, sædvanligvis kisteformede, kamre, meget sjælden fem kamre, men
dyssens størrelse betinger ikke kamrenes antal. Således omgiver en 158 meter
lang dysse ved Lindeskov på Fyn kun to gravkamre.
De fleste fritstående kamre, der ikke er omgivet af nogen høj eller stenkreds,
er sandsynligvis levninger af rund- eller langdysser.
Lav stensat kiste
Den lave stensatte kiste er dækket eller omgivet med en rund jordhøj,
hvilken ikke er omsat med sten ved foden. Den er indtil 3,7 meter lang og 0,94
meter dyb. Snart indeholder den kun et, snart flere ubrændte lig, men i reglen
forholdsvis få oldsager, som væsentlig består af våben og smykker.
Der hersker forskellige anskuelser om disse forskellige dyssers indbyrdes
alder. Gangbygningerne samt rund- og langdysserne er måske samtidige. De første
har muligvis tjent som fælles gravsteder for et steds befolkning, de sidste
måske som grave for fremragende slægter. De lave, stensatte kister synes at
være af en noget yngre alder.
Udbredelse
I Norden forekommer dysserne rundt om i Danmark. Alene på Sjælland har man
anslået deres tal til 3.400. Men da mange dysser i bronzealderen er blevet
skjult af en høj, kan tallet på dem være endnu større. I det hele er øerne rigt
udstyrede med dysser. På den jyske halvøs østlige del findes mange dysser lige
fra Ejderen til op imod Skagen, hvorimod deres antal aftager ind over halvøens
midte, og de forekommer kun sjælden i dens vestlige egne, hvor stenalderens
grave viser sig som delvis stenomsatte fordybninger under terrænets overflade,
men er synlige ved en lav høj. Disse grave indeholder et til to ubrændte lig,
ved hvilke ravsmykker og våben af flint og andre stenarter samt lerkar er
fundet.
I Sverige optræder dysserne særlig i Skåne, Vestergötland og Dalsland. Syd for
Danmark forekommer dysserne i Tyskland vest for Weichsel og langs kysterne
(Riesenstuben, Hünengräber, Hünenbetten), i Holland (særlig i Drenthe), i det
vestlige Frankrig (allées couvertes, chambres des géants, dolmens), på de
britiske øer (cromlechs), i kystenene i Portugal og Spanien. Derimod forekommer
de ikke i Europas indre, fra den østlige del af Frankrig indtil Rusland, heller
ikke i Italien og Grækenland. Dysserne findes fremdeles på øerne i Middelhavet
og i det nordlige Afrika, på halvøen Krim, i Kaukasus-landene, i Palæstina og
Indien samt Japan. Det er sandsynligt, at den skik at opføre dysser er indført
til Europa fra Asien.
Mange dysser er udstyrede med fordybede figurer, som væsentlig består af de
såkaldte »skålformede fordybninger« og kors, anbragt i kredse. De tør antages
på en eller anden måde at være knyttede til de pågældende gravsteder. Men i
øvrigt vides endnu meget lidt om deres betydning.