Egetræ var i middelalder og renæssance det foretrukne billedskæremateriale i Nordeuropa. Denne figur forestiller efter sagnet dronning Margrethe. Den er af egetræ og har rester af bemaling.
Egen vokser i mange lande, og der er forskellige arter af den; det er dog nord for Alperne, den har haft størst betydning, da træet længere sydpå ikke er af nogen bemærkelsesværdig god kvalitet. Dansk e. var i gotisk tid og i renæssancen et skattet materiale, og der fandt i gotikkens sidste år en ikke ringe eksport af såvel træ som færdigt panelværk sted, det meste gik til England, hvor man lovpriste såvel træets kvalitet som det gode håndværk. Der er således næppe tvivl om, at flere af de berømte sengotiske engelske paneler er af dansk oprindelse.
E. har en 1-5 cm. tyk hvidgul til grålig splint, som ikke er synderligt anvendelig. Kernetræet er derimod ypperligt. I frisk tilstand er det gulligt eller gulbrunt, det har tydeligt tegnede årringe, hvor forårsvækstlaget er med store grove porer og høstlaget med små. Hvis veddet skæres på rette måde, danner marv strålerne tydeligt og dekorativt spejl.
E. er rigt på garvesyre; i forbindelse med luftens indhold af ammoniak omdannes den til et brunligt farvestof, hvorfor gammelt e. normalt bliver mørkebrunt. Det er veddets indhold af garvesyre, som beskytter det imod borende insekter, og efterhånden som syren omdannes, mister træet denne modstandskraft, hvorfor man undertiden ser alvorlige insektangreb i gammelt e.
E. er hårdt, sejt og slidstærkt, det arbejder kun lidt, hvilket i forbindelse med dets tiltalende udseende har gjort det til en af de mest foretrukne træsorter; det er blevet brugt til alt fra bygningstømmer og skibsskrog til møbler og billedskæring er, og indtil ca. 1650 var det stort set enerådende i Nordeuropa med England. Det sidste sted kaldes tiden indtil 1650 ligefrem undertiden »the age of oak«.
Normalt vil ved af sydlig eg være med mindre markante vækstlag end nordligt træ og altså mere egalt at se til. Derimod er det sjældent så sejt og smidigt som det nordlige.