Elfenbensarbejder

Elfenben er blevet forarbejdet af primitive folk helt fra forhistoriske tider, hvor man brugte ben fra mammut eller elefant (Afrika); senere fik det i det gamle Ægypten et stort opsving og bredte sig ved fønikernes mellemkomst til den Nære Orient (f. eks. Nimrud-elfenbenene). Også grækerne kendte denne kunst, men det var først gennem Romerriget, at den bredtes til Vesteuropa. I VII. og VIII. årh. forarbejdede byzantinske kunstnere forskellige mindre genstande i fornem udførelse, og små transportable altertavler, som har spillet en rolle i udbredelsen af byzantinsk ikonografi. Udgået fra den romerske og byzantinske tradition, hvor næsten alle genstandene var lavet i relief og ikke indgraverede, giver E. et godt billede af den kunstneriske produktion i den karolingske renaissance. Centret for produktionen var fra XI.-XIII. årh. i Tyskland (Køln), men forrykkedes i gotikken til Frankrig, især Paris. Hele kunstarten bliver mere og mere raffineret, indtil den i slutningen af XIV. årh. aftager. Med den flamske og italienske barok kommer den på mode igen, takket være import fra Det fjerne østen. Asiatiske lande (Indien, Kina og Japan) var storproducenter af elfenbensarbejder, og de kom til at øve indflydelse i Europa til slutningen af XIX. årh.