Epitafium med »mandens aldre«, bruskbarok, (Tønder kirke).
(af gr. epi: på, og tafos: grav- epitaphios), gravskrift, mindetavle eller gravmonument på eller op ad en væg, anvendt fra midten af 1600-tallet i kirker og kapeller.
Gravskrift, har været brugt siden oldtiden. I middelalderkirker blev E. indhugget sammen med portrættet af den afdøde på gravstenen. I renaissancen og i det XVII. og XVIII. årh. indskrevet i en ramme, rigt dekoreret i stil med det øvrige monument.
Mindetavle med skrift og måske tillige maleri samt stenhuggerarbejde eller billedskæringer. E. står op ad væggen eller er ophængt på denne. De ældste e. herhjemme kom frem i renæssancen, de var af sten, men efterhånden gik man over til at skære dem i træ, og især senrenæssancens og bruskbarokkens e. kan være overmåde pragtfulde stykker. Også den klassiske barok kan opvise mange smukke e. I rokokoen bliver e. sjældnere, og i klassicistisk tid forsvinder det helt.