Fattigvæsen

Forsorgen for dem, der savner midler til livets opretholdelse, evt. på grund af sygdom. Blev i gammel tid varetaget af familien og ved privat godgørenhed. Først med den katolske kirke og dennes institutioner som klostre, helligåndshuse og stiftshospitaler, organiserede en egentlig fattigforsorg ved hjælp af frivillige gaver fra befolkningen og kirkens egne midler, og uddeling af hjælp blev varetaget af diakoner. Senere virkede tillige forskellige verdslige sammenslutninger som lav og gilder inden for medlemskredsen. Ved reformationen, da staten overtog kirkegodset, gik fattigvæsnet over til det borgerlige samfund. Biskop, lensmand, sognepræst, borgmester og købstadsråd bestyrede de fattiges anliggender og beskikkede byernes fattigforstandere til at indsamle og fordele gaver og i det hele forvalte fattigkassen. Men midlerne var ganske utilstrækkelige, og der florerede et udbredt betleri, som statsmagten forgæves søgte at komme til livs. Forsøg på forbedring af fattigvæsnet blev gjort ved forordninger af 1708 og 1803. Fattigvæsnet blev gjort kommunalt med ulønnede fattigforstandere og fattigkommissioner. Der blev oprettet fattiggårde, hvor subsistensløse kunne få bolig og forplejning mod så vidt muligt at udføre et arbejde. Efter Grundloven af 1849 skulle den, der ikke kunne ernære sig eller sine og hvis forsørgelse ikke påhvilede nogen anden, være berettiget til hjælp af det offentlige. Hjælpen medførte dog de såkaldte fattighjælpsvirkninger, især tab af borgerlige rettigheder som stemmeret og visse personlige rettigheder derved, at man blev underkastet tilsyn og ikke måtte indgå ægteskab uden forsørgelseskommunens samtykke, hvis man i de sidste 5 år havde modtaget urefunderet fattighjælp. 1891 kom den første systematiske lov, loven om det offentlige fattigvæsen, hvorefter fattige skulle forsørges enten ved understøttelse i hjemmet eller anbringelse i pleje hos private eller ved optagelse i forsørgelsesanstalter. Samtidig blev alderdomsunderstøttelse udskilt fra fattigvæsnet, og senere kom der særlige love om hjælp ved sygdom, arbejdsløshed og ulykkestilfælde. 1933 blev fattigloven som et led i den store socialreform afløst af lov om offentlig forsorg, der bl.a. erstattede fattiggårdene med kommunale arbejdsanstalter. Endelig er loven om offentlig forsorg ved 1970ernes socialreform blevet afløst af bistandsloven af 19. juni 1974, der forpligter det offentlige til at yde bistand til alle, der har brug for hjælp, og som lader den enkeltes behov være afgørende for, hvilken bistand der kan ydes. De tidligere fattighjælpsvirkninger er for længst blevet afskaffet.