Fløjte med diamantpunkteret portræt af kong Charles II og inskription.
Høje, smalle champagneglas efter venetiansk renæssancemønster. Smukke efterligninger blev fremstillet o. 1850.
Et højt, ekstremt slankt vinglas. Dets cuppa er formet som et meget spidst kræmmerhus, der kan gå direkte over i foden, forløbe jævnt over i en ret kort stilk, som så hviler på foden, eller stilken kan byttes ud med en kugle. Fløjter udvikledes i 1600-tallet og fremstilledes i Venezia, Holland og England. Barokkens eksemplarer er gerne så tyndvæggede, at en facetslibning ikke kommer på tale, hvorimod de nok kan være med diamantgraveringer, som undertiden er af høj kunstnerisk karat. Fløjter har overlevet op til vore dage som champagneglas, og man har i nyere tid gjort godset så svært, at en facetslibning var mulig.