Hørbryde (Koldinghus).
Når hørren var høstet, skulle den rispes eller knevles, hvilket skete ved hjælp af et redskab, der enten kaldtes en rispe eller en knevle, og som består af en rive eller kam med meget grove tænder. Materialet er træ eller metal. Ved at stænglerne førtes her igennem, blev de befriet for deres frø. Efter dette fulgte rødningen, som foregik på land eller i vand, ved denne proces opløstes lim-stoffet i veddet, og når en tørringsproces var til ende, kunne hørren brydes. I helt gammel tid brugtes til dette formål en kølle eller klub, som i al enkelhed bestod af et cylinderformet hoved af tungt, hårdt træ med et håndfæste. Klubben har næppe i større omfang været genstand for udsmykning. En mere bekvem metode gik ud på at lægge stænglerne i en bryde, den kan være med tre eller fire ben, hvis man da ikke har valgt at lade den balancere på bukke. Redskabet består i øvrigt af tre fjæle, der er stillet på højkant ved siden af hinanden med små mellemrum. For enden af disse fjæle er en kæbe bestående af to fjæle med fælles håndtag fastgjort ved en tap, hvorom de kan dreje. På nogle bryder har såvel fjæle som kæber takker. Når bryden lukkes om hørren, knuses stænglerne, man kalder undertiden også denne del af behandlingen for bragning og redskabet for en brage. Hørbryden er sjældent dekoreret, dog finder man iblandt eksemplarer der er udskårne, malede eller evt. begge dele, ikke mindst fra vore nabolande.
Skættehånd (Djurslands Museum, Grenå).
Efter brydningen gik hørren videre til skætning, og hertil anvendtes en skættefod samt en skættehånd også kaldet et skættesværd. Foden består af et højt, opretstående bræt, der støttes af et lavt, hvormed det er forbundet ved tre sprosser - to nederst og en øverst. På de to nederste hviler den arbejdendes fod. Det høje bræt er foroven indskåret i næsten hele dets bredde, kun bagtil fortsætter et smalt stykke af det op i en bøjle, der buer fremad. I rummet mellem brættets kant og bøjlen føres hørstænglerne ind, og med skættehånden slås de indtørrede, brudte bløddele fra. Hørren stikkes ind fra den side, hvorpå foden sidder, og normalt er kun indstiks-siden dekoreret, hvad enten man nu har valgt udskæringer eller bemalinger. På »arbejdssiden«, hvor slagene af skættehånden snart ville ramponere en dekoration kan det højst blive til lidt ornamentering helt nede ved gulvet, derimod ser man ikke sjældent udtungninger og gennembrydninger hele vejen langs kanten af skættefoden. Se fx skættehånd på Djurslands Museum i Grenå.
Den simpleste form for skættehånd er blot et aflangt blad med et håndgreb - en stjært. Evt. er bladet bredest forneden, og under alle omstændigheder er det ganske tyndt, såredskabet bliver let at håndtere. Fornemmere »hænder« har om fæstet en »parerbøjle« ganske som en sabel, den medfører at skættesværdet, som det vel så må kaldes, ikke sålet tabes, og den tager tillige af for hånden, så man ikke ustandselig slår den imod skættefoden. Skættehånden er normalt kun udsmykket på den side, der vender væk fra foden under arbejdet, og den kan være med karvesnit, fladsnit, svidjer, gennembrudt arbejde og bemaling. Da et skættetøj hørte til de ting, der var anvendelige som kærestegaver, forekommer der mange rigt udsmykkede eksemplarer med initialer og årstal samt kærligheds-, trofastheds- og frugtbarhedssymboler.
Når hørtaverne var færdig skættede og bløde, blev de heglede. Heglen er en træbrik med ret lange, slanke metaltænder i flere rækker. Undertiden havde folk en hegleholder, den bestod gerne af to stokke, som står på en fod og et stykke oppe støttes af en sprosse. Over den sidder to »næb«, hvor et bræt med en eller to hegler kan skubbes ind, så det sidder fast. - Også hegleholdere ses med udsmykning.
Efter hegling'en kunne taverne spindes på en rok.