Hertug

Tysk (germansk) titel, betyder egentlig hærfører. En hos germanske stammer i krigstid særlig valgt anfører. Hertugen var i 7.-8. årh. overordnet greven og skulle bevare landefreden. Titlen blev tidligt jævnført med den latinske dux, der i senromersk tid brugtes om militærguvernører. Såvel de kejserligt udnævnte som de folkevalgte hertuger havde i middelalderen tilbøjelighed til at gøre sig til arvelige og selvstændige herskere i deres provins eller stammeområde, mens konger og kejsere forsøgte at tøjle dem. Nogle hertuger blev faktisk fyrster (staten Luxembourg er nu det eneste storhertugdømme). Andre blev vasaller af højeste klasse. For disse sidste gik forbindelsen mellem titlen og lensstyret tabt efter middelalderen, således at titlen hovedsagelig blev en ærestitel, der betegnede adelens højeste rang, over markgrever, men under kgl. prinser. Nogle steder forstærkedes titlen til ærkehertug eller storhertug. Titlen blev ofte givet til prinser af det regerende hus. Det bruges endnu i Storbritannien og Sverige og var skik i Danmark fra middelalderen til 17. århundrede. I lenstiden blev randprovinser som Halland, Lolland og Sønderjylland givet som hertugdømmer til kongehusets sønner, og det førte i Sønderjylland til, at Abel-slægten og senere sidelinjerne Gottorp og Sønderborg (Augustenborg) erhvervede arvelige rettigheder, som skaffede riget svære kvaler og vel egentlig var årsagen til treårskrigen, hvor vi mistede Sydslesvig og Holsten.