[i'ko.n] (græsk
eikon, billede) religiøst billede i græsk katolske verden, på uindrammet
træplade; ofte delvis dækket af ornamenterede metalbeslag.
Græsk-katolsk billede af helgen eller guddommelig person, forekommer fra 500-600-tallet til vore dage, i reglen malet af munke på træ, ofte belagt med guldblade uden om de stiliserede helgener. Russiske ikoner er i modsætning til græske for det meste indrammet i metalrammer.
Religiøst billede, udført på en træplade dækket dels af et farvet vokslag, i hvilket tegningen indridses med en glødende nål, dels af et hvidt lag. Efter at konturerne er afgrænset af en rød eller okkerfarvet streg, males hele fladen og lakeres derefter. Ikonmaleriet er formentlig opstået i Palæstina. Fra lilleasien breder ikon sig til Ægypten og til Konstantinopel, hvor det optager den byzantinske kunsts strålende farver og guldgrund. Senere når ikon til Balkanlandene og Rusland. Ikon har påvirket mosaiklæggerne i Ravenna, Venedig, Rom, Palermo etc. såvel som malere i den italienske præ-renaissance, f.eks. Giotto, Duccio og Cimabue.