Kniv, ske, gaffel:

bordknivens forgænger er de primitive stenvåben. Gaflen har formodentlig fået form af en gren og skeen af den hule hånd. Babylonerne og assyrerne brugte bronzeknive, og år 37 f.Kr. omtales for første gang den deciderede spisekniv, spiddet (gaflen) og østersskeen hos romerne. Med deres verdensriges undergang forsvandt også bordkulturen og dermed spiseredskaberne. Man vendte tilbage til dolken; gaflen kendtes ikke mere og skeen kun i begrænset omfang. Så sent som i 1380 opregnede en fyrstelig inventarliste kun 5 skeer. I 1400-tallet spiste dronning Anna af Østrig med fingrene, og senere i middelalderen skar man kødet for med en forskærerkniv, men spiste ellers også med fingrene. Der var altid mindst to om drikkebægrene, og en skive brød eller en træplade gjorde det ud for tallerken. Kun fyrsterne benyttede tallerkenagtige tinskiver. Bordknive medbragtes helt op i renæssancen af hver enkelt gæst, ligesom de rejsende i 1600- og 1700-tallet altid medførte rejsebestik, da kroerne ikke disponerede over de dyre spiseredskaber. Spisebestik har altså kun været kendt godt og vel 300 år, og de enkelte former har nøje fulgt de herskende spiseskikke. (Christian 4. anskaffede sig sin første gaffel 1621). Gafler blev på den tid lavet af f.eks. agat, jaspis, elfenben, perlemor, skildpadde, eksotiske træsorter foruden af diverse ædle og uædle metaller. De tidligste bestik var væsentlig længere end nu p.gr. af bl.a. møllestenskraverne (også grunden til de høje glas) med cylindriske eller firkantede håndtag på skeer og gafler. I 1600- og 1700-tallet skete en forfinelse af vanerne. Man gik over til at holde om ske og gaffel med tre fingre, hvilket medlførte formændringer, ligesom knivspidsen blev afrundet. Ske og gaffel fik flade håndtag, og skeens laf ændredes fra rundt til ovalt. Gaflen fik o. 1700 en tredje spids, og 1750 en fjerde. Fra da af følger spiseredskaberne, som næsten altid fremstilles sølv, de ferskellige stilretninger ret nøje.