laby'rint (græsk) indviklede gange, vanskelige at finde ud
og ind ad. I 16-1700-tallet haveanlæg med snørklede gange med hække imellem.
Også i gulvmosaiker = Jerusalemsvej.
(muligvis afledt af ordet labrys = kretisk dobbeltøkse).
a. Anlæg. dannet af uregelmæssige gange, der er svære at linde rundt i. Det græske sagn om labyrinten, der var opholdssted for Minotauros, som blev dræbt af Theseus, udspringer sandsynligvis af Knossos-paladsets uregelmæssige plan. Ordet "labyrint" anvendtes ligeledes om de dødes tempel anlagt af Amenemhet III. i Fayoum (Ægypten) og om andre bygninger af kompliceret struktur.
b. Labyrint er blevet brugt som dekoration, dels i visse katedralers gulvbelægning (Amiens, Chartres), dels - i slutningen af XVII. årh. - i franske haveanlæg (Versailles, Jardin des Plantes).