Landsknægterustning

En særlig fodfolksrustning, som udvikledes i begyndelsen af 1500-tallet, og som skulle give landsknægten bedst mulig beskyttelse og samtidig størst mulig mobilitet. Skulder og armtøj består af forskydelige skinner, der er fæstnet til harniskkraven, og underkroppen beskyttes af et forlænget hofteskørt, der her kaldes et lårskørt, det når til knæhaserne. Visirhjelmen viser sig upraktisk og erstattes af en stormhue. På brystpanseret udvikledes en udspidsning, en såkaldt tapul, som skulle få sværdhug og bøssekugler til at prelle af. Undertiden erstattedes skørtet af lårskinner, og i renæssancen var det ikke sjældent, at man udformede l. ganske som en stof-klædedragt - se kostumeharnisk. Man fortsætter med l. til de afløses af halvrustninger.