Major Domus

var en titel og et embede i tidlig middelalder som hovedsagelig blev brugt i de frankiske kongedømmer i løbet af det 7. og 8. århundrede. Det kan sammenlignes med pfalzgreve, jarler fra tidlige middelalder eller rigshofmester fra sen middelalder.
Oprindeligt havde positionen som Major Domus været af administrativ karakter der blev udøvet på vegne af merovingerdynastiets konger, som selv stod for den egentlige magt og magtudøvelse i form af krigsførelse. Men i løbet af det 7. århundred udviklet embedet sig til den virkelige magt bag tronen i Austrasia, den nordøstlige del af frankernes kongedømme. Major Domus havde den reelle magt, mens kongen blot udfyldte en ceremoniel funktion.
Embedet blev arveligt i familien pipiderne. Efter at Austrasia og Neustria blev genforenet i et kongedømme, tog Pipin den yngre, Major Domus siden 747, kronen fra merovingerne i 751 og etablerede linjen med de karolingiske konger. Han blev dermed den sidste Major Domus. Hans søn Karl den store lod sig derudover i 800 krone til tysk-romersk kejser.