Marmorerstatning

marmor i gode og spændende kvaliteter har altid været en sjælden vare og derfor kostbar. Før i tiden kunne transporten fra brudstedet til forbrugeren være et næsten uløseligt problem, og derfor er det indlysende, at man var nødt til at spare på produktet; til dette kom, at det ligesom ikke altid »slog til«, man ønskede endnu mere særprægede typer, end der kunne findes i jorden, og følgelig måtte man selv træde i aktion. Man har fundet frem til flere forskellige gennem tiderne, blandt de mest anvendte var gips; nu er gips imidlertid ikke i sig selv hårdt nok til at man f.eks. kunne fremstille en bordplade deraf, man har derfor enten opløst det i limvand for at give det yderligere resistens, eller brændt det, blandet det op med alun og brændt det på ny. Med dette materiale kunne man arbejde som med almindelig gips, og i hærdet stand antager kunst stenen en hårdhed som gør, at den kan poleres op til højglans.
For at opnå de forskellige farver, åringer og flamninger, rørtes gipsen portionsvis op med farve, støbtes i plader af passende tykkelse, som brækkedes i småstykker og lagdes i gips af grundfarven. Laget fik lov til at tørre under pres fra en belastet plade, og når den fjernedes, kunne overfladen skrabe s nogenlunde glat; der var dog altid huller i efter blærer i gipsen. Dem udfyldte man med en farvet gipsvælling. Når dette var hårdt, begyndte man at polere, og endnu en gang fik pladen en pensling med farvet gips. Indtil fire-fem gange måtte pladen pensles og poleres, før den var helt glat. Den fik så en højglanspolering og skinnede nu som et stykke ægte marmor. Imidlertid var kunstpladen altid sart over for spildte sager, og man kunne nok »forsegle« den ved at gnide den med en blanding af venetiansk sæbe, stearin og potaske, hvis man da ikke valgte at give den et lag fernis. Til den italienske Scagliola blev der ofte lagt rigtige marmorstykker i kunststen-massen, og man brugte også forskellige cementtyper i stedet for gips. Ingen sagde heller, at man nødvendigvis måtte eftergøre marmor, det lod sig gøre ved samme teknik at opbygge andre smukke motiver, f.eks. blomsterbilleder. M. var almindelig både i 15-, 16-, 17-, og 1800-årene, den brugtes hovedsagelig til bordplader, men også undertiden til støbning af statuer eller statuetter.