Messinggryde, renæssance, Italien (ABR).
Fællesbetegnelse for kobberlegeringer med 18-40% zink og lavere smeltepunkt end kobber. Fra renæssancen og fremefter har man af dette ?fattigmands guld? fremstillet lysekroner, alterkalke og -stager samt dåbsfade. Da messingsmeden (gørtleren) altid har arbejdet ret konservativt, har formerne ikke undergået mange ændringer. Fra barokken og fremefter forekommer ovale fyrfade, som regel ottekantede ildkiker til transport af gløder, varmebækkener med skaft og gennembrudt låg og de nu så populære snustobaksdåser (ofte af tysk og hollandsk oprindelse). Desuden er der f.eks. lavet sarkofagbeslag, strygejern med hulrum til den opvarmede jernklods, væglampetter, kaffekander med stjerthank, spyttebakker, svovlstikæsker, samovarer, barselspande, lysestager (som følger sølvstagernes stilformer), vægte, lodder, svingkedler med jerngreb, dørgreb, kaminsæt og kulbøtter både som korpusarbejde og støbt form. En dansk specialitet er den også endnu fremstillede ?Christiansfelderstage? fra begyndelsen af 1700-tallet. Messing er - bortset fra kirkemessing - kun sjældent stemplet. En undtagelse danner dog tingene fra Kruså kobbermølle ved Flensborg, som stemplede med CKMF om to korslagte hamre eller et kongemonogram (fra o. 1730-1863).
Lille tinkrus - rørken - med indlagte messingdekorationer (Curt Berndorff).
En legering af kobber og zink. Allerede i oldtiden har man kendt m., selvom man ikke kendte til zink, man fremstillede det simpelt hen ved at sætte zinkkarbonat eller galmej, som er en fælles betegnelse for zinkmalmene zinkspat og kiselzink til kobberet.
Først i 1742 lykkedes det den svenske bjerværksmand Anton v. Swab at udvinde zink i metallisk form, men der skulle gå yderligere 40 år, førend man i England fandt frem til en metode hvorved man kunne legere ren zink og kobber til messing. Normalt vil messinglegeringen bestå af ca. 67 pct. kobber og 33 pct. zink - en blanding, der giver et smukt gulligt metal. Hvis man kommer væsentlig mere kobber i, opnås en rødlig farve, og kommer der under 50 pct. kobber i, bliver legeringen hvidlig for ved yderligere sænkning at blive grå.
Messing har været et meget anvendt materiale - det benævnes undertiden fejlagtigt malm. Man træffer på det i husgeråd, i våben, kirkeklokker, som lysestager og -kroner o.m.a. Da m. i lighed med rent kobber danner ir, som er et giftigt iltningsprodukt, må husholdningsgenstande af m. ofte være med indvendig fortinning.
Fællesbetegnelse for legering af kobber og zink. Zinkindholdet kan variere fra 18-40 %. Jo mindre zink, desto rødere messing. Messing med under 20 % zink kaldes Tombak = fattigmandsguld.
Messing kendes meget langt tilbage i tiden, hvor det blev anvendt til gry
der o.a. husgeråd, inden for kirken til røgelseskar, lysestager (s.d.), akvama¬lilaer, lysekroner (s.d.). Senere fremstilledes dåbsfade, lampetskjolde, lysesakse, ildkiker, varmebækner, fyrfade, barselsspande o.m.a. Fra Holland, Tyskland og Sverige kommer snustobaksdåser, som oftest med smukke indgraverede dekorationer (se tabatiere).
Ang. stempling af messing: se kobber.