mezzotinto [mætso'tinto] (italiensk mellemtone) = sortkunst.
Kobberstik, hvor trykpladen først gøres ru med jern med fintandet æg eller
sandpapir og billedet udarbejdes ved skrabning og polering, opfundet af tyske
Ludwig v. Siegen omkring 1640.
Også kaldet sortekunst. En grafisk metode opfundet i 1642 af tyskeren Ludwig van Siegen: Ved hjælp af et vuggestål gøres en kobberplade jævnt ru over det hele, hvilket vil give et ganske ensartet, blødt tryk.
Det motiv, som kunstneren ønsker at udføre, kalkeres nu over på pladen, og ved hjælp af polerstål og andet poleringsmateriale polerer han nu de steder på motivet, der skal stå lyst i trykket, glatte. Glatter han helt ud, opnår han et ganske unuanceret parti, poleres der mindre ihærdigt, så en anelse ruhed bliver tilbage, fremkommer et let skygget parti.
Trykkemetoden er den samme som ved kobberstik. Mezzotinto vandt i særlig grad udbredelse i England i 1700-tallet og første halvdel af forrige århundrede.