Middelalderborgen, livet på en borg

Det krævede enormt mange penge at bygge en borg. I England var der medlemmer af den kongelige familie, der årligt havde en indkomst på mange tusinde pund sterling (£). Omregnet til nutidspenge svarer det til millionbeløb. I 1377 var John af Gaunt den rigeste mand i England. Han modtog dette år 12.803 £ fra skatter, afgifter og krigsbytte. Nogle adelsmænd havde årlige indtægter på omkring 1.000 £. I modsætning til adelen var almindelige menneskers indtægter meget små. I England blev lønnen for håndværkere og landarbejdere i 1388 fastsat til et halvt £ om året. Svinehyrder, tjenestepiger, plovmænd og bygningsarbejdere tjente et kvart £ om året. Joan af Gaunt havde med andre ord en årlig indtægt, der var 25.000 gange større end gennemsnittet for en arbejder!
Borgherren havde store udgifter til den daglige husholdning. Thomas de Berkley, der var adelsmand i England i 1300-tallet, havde mere end 300 ansatte på sin borg. Alene udgifterne til mad løb op i 5 £ om dagen. Adelige brugte store summer på luksusting til eget brug. Jarlen af Hertford havde f.eks. en stor sølvbowle, som kun blev anvendt, når han vaskede hår.

Hvordan var det at leve i en middelalderborg? I dag kan vi se mange af borgene som forfaldne ruiner, hvor vinden suser hen over de sammenstyrtede mure. Men for folk i middelalderen var borgen det mest imponerende bygningsanlæg, de nogensinde havde set. I løbet af 1300-tallet ændrede livet på borgen sig. For borgherren og hans familie blev det mere behageligt og mere luksuriøst, men også mere privat. Borgens øvrige beboere spiste og sov ikke længere i den store hal. De forskellige grupper af ansatte fik nu deres egne kvarterer. Der blev indrettet børneværelser og skolestue til borgherrens børn. Borgfruen fik sin egen elegante stue. Og borgherren og hans familie fik privat kapel, bibliotek og flere soveværelser.

Værelser og sale oppe i borgen fik trægulve, vægtæpper og dekorerede lofter. Det var tidens mode at udsmykke med astrologiske dyretegn. Nogle borge fik glas i vinduerne i stedet for de gamle træskodder. De smalle vinduesnicher tillod stadig ikke, at der trængte meget lys ind, men velhavende adelsfamilier havde råd tit at der hele tiden brændte tællelys. Mange af værelserne havde ildsted. Det var hyggeligt at sidde omkring de ulmende gløder, selvom de fleste siddepladser stadig var hårde træbænke. Kun de rigeste herrer og fruer havde stole. Når det blev sengetid skulle borgherren og hans familie ikke mere ligge på stråmåtter på et koldt stengulv. Nu var der himmelsenge med tykke dundyner eller uldtæpper. Tunge gardiner holdt trækken ude.