Middelalderens borgherre og borgfrue

Livet på borgen var tilpasset til at behage borgherren og borgfruen. I fredstid blev borgen på landet brugt til jagtbolig eller som opholdssted for folk, der gerne ville væk fra snavsede og sygdomsramte byer. På borgen var der mulighed for at slappe af og møde venner og for at lytte til sange og nye digte, som var skrevet af tidens populære troubadourer. Borgherren var ofte travlt beskæftiget med at læse stakke af dokumenter, som han skulle tage stilling til. Det kunne være en vigtig tilsigelse om at deltage i kongens råd. Eller det kunne være en ansøgning fra fattige bønder, der ikke var i stand til at betale skatter. Borgherren måtte gennemgå borgens regnskaber, som blev udfærdiget af hans forvalter og fogeder. Måske var der brev fra en købmand i et fremmed land. Eller hemmelige meddelelser fra oprørere, der søgte hans støtte.
En betydningsfuld borgherre kunne være af sted hjemmefra på officielle rejser eller på krigstogt i månedsvis. Ofte overlod han det til sin hustru at stå for borgens ledelse og stolede på, at alt ville gå gnidningsløst, mens han var væk. Adelige kvinder lærte allerede i barndommen, hvordan de skulle give ordrer til tjestefolk, og de fik undervisning i at føre en stor husholdning. Det kunne tilmed ske, at en kvinde måtte lede en borg under belejring. Johanne af Flandern, en af 1300tallets mange borgfruer, blev kendt, fordi hun jagede sin mands fjender på flugt. Det blev sagt om hende, at "hun var modig som en mand og havde hjerte som en løve".
Ved festlige lejligheder bar borgfruen og borgherren prægtige klæder, der var fremstillet af farvestrålende uldklæde, kostbar silke og fløjl. Tøjet havde flotte broderier og pelskanter. Både mænd og kvinder bar smykker og brugte parfume i håret. Adelige folks klæder var meget kostbare, og de var beregnet til at skulle holde et helt liv. Nogle gange blev de testamenteret til familiemedlemmer eller venner. Både herrer og fruer fulgte moden, der i en periode kunne indebære prægtige hovedbeklædninger og spidse sko. Kirkens folk prædikede mod adelens ødselhed. Præsterne sagde, at det var de riges pligt at give almisser til de fattige. Der var en stor kontrast mellem den rige borgherre og de fattige tiggere, som opholdt sig uden for porten.
Adelige yndede at blive vasket af deres tjenestefolk. Nogle borge havde baderum for borgherren og hans familie.
En borgherre og nogle gange også en borgfrue repræsenterede ofte kongens domsmagt. Forbrydere blev stillet for borgherren, der sammen med sine embedsmænd idømte straffe for mindre lovovertrædelser. Nogle borge havde deres egen fangekælder.
Borgherren havde ret til at opkræve skatter af folk, der levede på hans jord. Men han havde pligt til at beskytte dem. En borgherre måtte være forberedt på kamp mod sine fjender. Nægtede han at kæmpe, risikerede han at blive vanæret og bringe skam over sin familie.