mille'fiori (italiensk tusindblomster) mosaikglas med
indsmeltede bundter af kulørte glastråde, navnlig renæssanceglas fra Venezia.
En oprindelig venetiansk teknik, hver et blomstermønster indstøbtes i glas ved hjælp af skiver af farvede glasstænger; bl.a. brugt til brevpressere.
Der er dog ikke tale om nogen italiensk opfindelse; allerede de gamle ægyptere kendte til denne prydteknik for glasarbejder. Man skabte de smukke glasblomster på den måde, at man lagde stænger af forskelligt farvet glas sammen, så de set fra oven nok kunne danne et mønster mindende om en blomst. Stængerne smeltede s så sammen til en lang stok, som blev opskåret i skiver - enkelte blomster; dem lagde man tæt op ad hinanden over en lerform og smeltede dem sammen fx til en skål. Ved en nogenlunde tilsvarende teknik søgte man at eftergøre agat og andre årede og spættede ædelstene.
I Murano ved Venezia anvendte man millefiori fra udgangen af 1400-tallet. Her valsede man farveløst glas på skiver af farvede glasstave fremstillet på samme måde som ægypternes, man fremstillede på den måde smykkeplader, skåle og andre genstande og gjorde i særlig grad brug deraf i årtierne omkring 1500. Så gik teknikken i glemmebogen og genopdagedes først i 1830'rne af den franske glastekniker Georges Bontemps.
Ikke mindst i glasbrevpressere blev millefiori meget anvendt, man omgav undertiden blomsterne med bittesmå farvede stokke, hvilket virker meget festligt. De er fremstillet på den måde, at man gennem et særligt skabelonjern udtrak farvet glas i en længde af ca. 25 cm. Denne kerne blev så overtrukket med glas af en anden farve, og derefter trak man hele herligheden ud til en stok eller tråd på fire-fem meters længde, så den blev ganske tynd, mønstret beholdt den imidlertid og kunne nu kappes ud i stykker af passende længde, som garneredes omkring blomsterne.