Dåse af bjergkrystal med miniature portræt og montering af guld. Louis seize. Frankrig ca. 1780 (ABR).
Minimum er det latinske ord for mønje, og den, der malede de røde bogstaver med mønje i middelalderens håndskrevne bøger, kaldtes miniator. Miniatormaleriet er altså oprindelig blot rødt maleri med mønje. Da imidlertid bogstaverne i en bog af gode grunde ikke var ret store, blev miniatormaleriet - miniaturemaleriet - efterhånden betragtet som småt maleri, og betegnelsen m. kom til at dække alt småt.
I renæssancen begyndte man også at male ganske små portrætter og landskabsmalerier, som var beregnet til at optræde uden for en bog. Blandt de første, der gav sig af med denne kunst, var Hans Holbein d.y.
Ikke mindst i England havde man i renæssancen fremragende m. malere, men snart fik kunstarten almindelig udbredelse over hele Europa. Den havde sin storhedstid fra midten af 1600-tallet og til empirens slutning.
Man kunne bære m. i erindringsmedaljer, f.eks. med en konges kontrafej, eller man kunne have dem i dertil indrettede smykker med portrætter af mere privat karakter. Der findes hængesmykker, brocher og fingerringe med m. Ydermere var de yndede som lågpryd i kostbare æsker, småskrin og tabatierer. Også til ophængning på vægge havde man m., undertiden enkeltvis, undertiden flere sammensat i en fælles rammekonstruktion.
Materialerne, der er malet på, er mange: Elfenben, pergament, træ, papir, metal og porcelæn, og der er brugt oliefarver, tempera, gouache, akvarel, emaille og .porcelænsmaling.