Louis seize glas med overfang og slibninger (Kunstindustrimuseet).
Fremstilledes allerede af romerne. Den klare grundmasse er overtrukket med et lag farvet glas. I Biedermeier-tiden efterlavede man o. Det mest berømte originale eksempel er Portlandvasen på British Museum.
Der kan være flere årsager til, at man ønsker overfang på et glas - måske drejer det sig om et farvet glas, som er så kostbart at fremstille, at man kun mener at kunne ofre en ubetydelig smule af det. Måske ønsker man en flerfarvet virkning, som kun kan opnås ved, at man overfanger f.eks. hvidt (farveløst) glas med et lag af anden farve og så gennemsliber det farvede lag i mønster. På den måde fremkommer der en tofarvet dekoration.
Metoden er ingenlunde ny, den kendtes af de gamle romere, som bl.a. benyttede den ved fremstillingen af den berømte Portland vase samt ved fremstillingen af cameer, hvor glaslag erstattede ædelstenslag af forskellig kulør og blev slebet igennem, så der opstod motiver, hvilket anvendtes til såvel smykker som signeter. Som så meget andet gik kunsten at overfange i glemmebogen i Europa med romerrigets forfald, og først med opfindelsen af guld rubinglasset (se rubinglas) i slutningen af 1600-tallet blev o. atter aktuelt.
Der findes flere måder at overfange på. Lettest er det, hvis man har en betragtelig mængde af det farvede glas, så man kan smelte det i en potte og simpelt hen dyppe de forskellige emner deri. Så heldigt har man dog langtfra altid været stillet: Mange gange har der kun været så lidt af det farvede glas, at man måtte betjene sig af en langt mere kompliceret metode gående ud på at opblæse en lille tyndvægget ballot (blære) eller en skål af den farvede masse for så at klippe den op og krænge den over en post af f.eks. hvidt glas. Man kan nu trygt blæse videre, indtil genstanden har den størrelse og form, som ønskes.
Vanskeligheden består i, at det er uhyre vanskeligt at krænge et overfang op over en post, uden at der fremkommer små luftblærer imellem lagene.
Overfang brugtes en del i 1700-tallet, ikke mindst på tyske og böhmiske glas, derpå mistede man interessen for det, men vendte atter tilbage til metoden i forrige århundrede, hvor det f.eks. anvendtes en del i art nouveau glas. Den franske glaskunstner, Emile Galle, opdagede en metode, hvorefter han kunne påføre helt op til fire lag overfang, som han så ætsede igennem i mønstre.