Palæolithisk kunst

Yngre palæolithicum (40.000-8.000 f. Kr.), hvorfra de første kunstværker stammer, kan deles i flere mindre perioder, opkaldt efter franske stednavne: Perigordien, Aurignacien, Solutreen og Magdalenien. Fundene er især rige i egnene syd for Loire. De tidligste er prydgenstande, lavet af gennemborede dyretænder, ben og muslingeskaller, ornamenteret med geometriske mønstre. Fra slutningen af Aurignacien til begyndelsen af Magdalenlen brugtes elfenben, rensdyrtakker og sten til fremstillingen af overdimensionerede kvindestatuetter (Venus fra Willendorf). Men højdepunktet nåedes med hulemalerierne og bas-reliefferne: forskellige dyr, ofte stærkt indfiltrede i hinanden, blev graveret eller malet på elfenbensplader, ben eller sten fra slutningen af Aurignacien-perioden. Friser med dyr (heste, hjorte, okser) graveret eller malet på grottevæggene stammer fra Magdalenien-perioden. Teknikken udvikles, graveringerne bliver dybere, og malerierne, som i begyndelsen var i sort og okker, bliver flerfarvede. Af de berømteste huler kan nævnes Lascaux i Dordogne og Altamira i Nordspanien (se disse).