Låg til lille pengekiste med låsemekanismer. Renæssance (Flemming Kjær).
Fra gotikken har man p. af egetræ og tæt jernbundne med svære båndjern, der er fastnittede til hinanden og til træet i hver krydsning. Undertiden er der hamret og filet ornamentik i jernet, derimod er der sjældent gjort stor stads ud af træet. Låsemekanismen er her gerne hængelåse, undertiden kun en, men lige så gerne en hel række. Størrelsen er mestendels mådelig, så man i tilfælde af ildløs kunne få kisten ud af huset og transportere den fra sted til sted i ufredstider. Der er dog undtagelser fra denne regel: I herregårde, på slotte og i visse klostre havde man nogle enormt store p., som havde plads i brevkammeret, de var simpelt hen konstrueret i rummet og lod sig ikke flytte derfra. Til gengæld var kammeret udstyret med særligt tykke mure og var, så vidt det lod sig gøre, brandsikret.
Det var ikke alene trækister, man brugte, - mindst lige så yndede var p. smedede af jernplader eller af plader fæstnede til træ, så dette var helt dækket. I renæssancen var det meget brugt at lade hele lågets underside være en stor uhyre kompliceret låsemekanisme, som ydermere kunne suppleres med en række udvendige bøjler til hængelåse. Medens kister af denne type normalt er udekorerede på sider og låg, udgør låsen en undtagelse, den er med graverede, filede og ætsede ornamenteringer.
Til en del p. hører der adskillige forskellige nøgler, som alle må i brug, før åbning kan finde sted.
I anden halvdel af 1700-tallet blev panserkasser - ofte med kodelås - almindelige de var forgængere for de moderne pengeskabe.