Pietra dura

(it.: hård sten), mosaik med brogede sten (ofte halvædelsten) gennemskåret, poleret og sat sammen i mønstre eller naturalistiske billeder. Anvendt til udsmykning af f.eks. møbler og især kendt fra 1600- og 1700-tallets Firenze.
Af italiensk, hård sten. P. er indlægningsarbejder af ædle, og det man kalder halv ædle stene samt sjældne marmorsorter. De blev udskåret i tynde laminater - skiver
og nedlagt i udhugninger i f.eks. en plade af sort Namur marmor fra Belgien. De fornemste arbejder er af utrolig finhed, men sædvanligvis har man betjent sig af noget grovere stykker. P.d. har sin storhedstid i 1600-tallet, men fremstilles dog også senere, og man brugte pladerne til borde, til udsmykning af fyldinger på kabinetskabe etc. Fra midten af 1500-tallet var det i Milano, den største produktion fandt sted, men først fra slutningen af århundredet, da Firenze fik tillokket p.d.-kunstnerne, opnåedes de helt fornemme resultater, som snart gjorde kunstarten berømt over hele Europa. Motiverne er gerne planter og fugle eller arabesklignende ornamenter, dog opbyggedes nydelige arkitektur billeder samt landskabsog søstykker ligeledes i p.d.