Et par franske flintelåspistoler med udskårne skæfter, rige rokokobeslag og taucherede løb (1740-50) (ABR).
Et håndskydevåben, der i begyndelsen hovedsagelig er beregnet på rytteriet. De ældste bevarede eksemplarer er fra 1530'rne, men det er muligt, at p. har været i anvendelse allerede ved århundredets begyndelse. De tidligste p. er lige og har rundt skaft - en udformning, der viser sig ret uheldig, hvorfor man allerede omkring midten af århundredet ændrer den således, at kolben gøres let nedadbøjetog mangekantet. Endmere tilføjes forneden en kolbeknap.
Man har konstateret, at lange løb giver kuglen en større træfsikkerhed, derfor arbejder man undertiden med p. på trekvart meters længde, da de imidlertid på grund af deres vægt er vanskelige at styre, vælger man undertiden en kortere type på omved en halv meter. I Centraleuropa søgte man at give våbnet en bedre balance ved at give det et markant knæk på midten og som kontravægt mod piben anbringe en stor kugle for enden af kolben. Våbnets totalvægt var imidlertid nu blevet for stor, og omkring 1600 ændredes typen derhen, at man fjernede kuglen og i stedet lod kolben svejfe ud forneden. Lidt senere igen gled den centraleuropæiske type sammen med den vesteuropæiske.
Den vesteuropæiske hjullåspistol har let nedadkrummet kolbe, og den afsluttende kolbeknap er af moderat størrelse, i 1570'erne er den jævnt oval, omkring 1600 går den mere over i dråbefacon med den spidseste del vendende udad. For at få plads til hjullåsens optræksværk går kolben, hvor det er anbragt, ned i en bukkel. Man forsøger sig også med en dobbelt p., hvis kolbe er lige, og hvor den ene pibe ligger under den anden. Hver pibe har egen hane, men de er fælles om ildhjulet. Modellen tillod, at begge løb blev ladt på en gang, og når det ene var affyret, skulle p. blot vendes, ligesom der måtte drysses krudt på fængpanden - så var man klar til en ny affyring. Systemet viste sig dog ikke synderlig succesrigt, så snart var disse p. en saga blott.
Ca. 1625 fortrængtes hjullåspistolerne af flintelåspistoler af fransk type. Kolben er nu jævnt, ret kraftigt nedadbuet, og kolbeknappen bliver blot til en udbuning forneden påkolben - der lægges metalbeslag på, som kan gå lidt op på siderne og gerne en god del længere for- og bagtil.
Renæssancens p. er ofte med rige indlagte motiver i kolben, og medens kolbens grundmateriale gerne er træ, er intarsiet af elfenben eller perlemor, ofte udført med utrolig finhed og med såvel graveringer som farvning af både ben og perlemor - også kolber helt dækket af elfenbensplader udskåret i lavt relief, og ligeledes ses pragtkolber af jern med skårne motiver og rig guldtauchering.
I barokken bliver sådanne pragtkolber sjældnere, ganske vist forekommer der stadig både overdådige skårne jernkolber eller eksemplarer af elfenben, hvor kolbeknappen f.eks. er udformet som et krigerhoved, men de bliver sjældnere - man glæder sig nu snarere over en mere enkel kolbe af et smukt stykke ædeltræ - evt. med skårne dekorer i fladt relief, som ikke stillede sig i vejen for våbnets praktiske anvendelighed.
Man var stadig interesseret i p. der i hurtig rækkefølge kunne afgive flere skud, og en løsning på problemet fandt man tildels i den såkaldte vendepistol. Her er to piber sat på en aksel, og når den ene af dem var affyret, kunne man med en hurtig håndbevægelse dreje den anden op. Vendepistolerne blev forgængere til de senere peberbøsser.
Ved siden af de lange, noget uhåndterlige militærpistoler havde man mindre privatvåben - de har været kendt siden 1600-tallet og kaldes terzeroler.
I forrige århundrede veg flintelåsen efterhånden for perkussionslåsen, hvilket gav mulighed for mere effektive p.-typer. I 1840'rne konstruerede s i USA en repeterpistol med magasin i forskæftet. Man ladede ved at føre aftrækkerbøjlen frem og tilbage. - I 1870'erne opfandt man - ligeledes i USA. en p., som genlodes via rekylkraften fra et afgivet skud; det varede dog ca. 20 år, inden systemet fungerede, så det var fuldt anvendeligt i praksis.