Platin

ikke et enkelt metal, men en hel gruppe, som foruden det egentlige p. omfatter iridium, osmium, palladium, rutenium og rhodium. Navnet p. er dannet af det spanske ord for sølv, plata, og den hvide mand fik først rigtig kendskab til metallet, da det i 1735 blev fundet i guldholdigt sand i Columbia. Allerede i præcolumbiansk tid havde indianerne imidlertid kendt metallet, som de ganske vist ikke kunne smelte, men som de hamrede sammen med guld til smykker og redskaber. Siden er p. blevet fundet flere steder i verden, bl.a. i Rusland og Canada.
Karakteristisk for p. metallerne er deres meget høje smeltepunkt, der for pallium, det lettest smelteliges vedkommende, ligger omkring 1550 grader, medens man ved osmium må helt op på 2700 grader. Rent p. udvindes ikke ved smeltning, men ad kemisk vej, og man kan så legere disse metaller med andre. Det skal således nævnes, at medens p. er ret blødt - nærmest som kobber, er iridium særdeles hårdt og velegnet til f.eks. fyldepennespidser; legerer man det med osmium, får man osmiridium, som er det hårdeste metal, man kender.
Som et kuriosum kan nævnes, at Rusland i tiden mellem 1828 og -45 lavede mønter, nemlig 3, 6 og 12 rubler af p., men man måtte opgive dem igen, for folk mente, at man ville snyde dem med disse grimme »blymønter«.
Visse p.-arter er blevet en del anvendt til smykker, bl.a. til brillantbrocher, colliers og ringe, dels står det blåhvide metal smukt sammen med disse stene, og dels har f.eks. det bløde p. vist sig at være så smidigt, at det meget godt fastholder stenene. På grund af p.'s resistens over for syrer etc. er det blevet et symbol på uforgængelighed, og derfor er det meget populært med forlovelsesringe i f.eks. palladium. I dag bruges p. også meget til hvidguld.