Renaissancen

(ital. renascita = genfødelse) er en kunstnerisk retning, som startede i Italien i begyndelsen af XV. årh. i forbindelse med en intellektuel vækkelse og en åndelig revolution, som forkastede middelalderens mysticisme og endte i humanismen (Erasmus af Rotterdam) og reformationen (Luther, Calvin). Mange gunstige betingelser for den rige kunstneriske udfoldelse i XV. og XVI. årh. forefandtes på dette tidspunkt: de italienske byers økonomiske velstand, opfindelsen af bogtrykkerkunsten, tilstedeværelsen af de mange romerske kunstværker. Kunstnerne inspireredes af de antikke arbejder, og studerede anatomi, perspektiv og problemer vedrørende lys- og skyggevirkninger. Indflydelsen fra den antikke kunst kommer især til udtryk i anvendelsen af de forskellige søjleordener og i ornamentikken. Alligevel er renaissancens bygninger, skulpturer etc. vidt forskellige, afhængige af nationale og regionale traditioner og af den periode, kunstneren virkede i. Man har brudt med middelalderens anonymitet, og kunstneren bliver et menneske med navn og personlighed. Ofte beherskede han flere kunstarter. Et sådant universalgeni var Leonardo da Vinci, vel nok renaissancens mest bemærkelsesværdige kunstner. Den italienske renaissances første periode (XV. årh. eller Quattrocento) domineredes af Firenzes blomstring og er karakteristisk ved naturalismens gennembrud og den videnskabelige udforskning af kunstens grundlæggende principper. På samme tid skete der en lignende udvikling i Flandern, især inden for malerkunsten. Quattrocento's indflydelse mærkedes især i østeuropa, navnlig i Moskva, hvor de fleste af de kunstnere, der stod for opførelsen af Kreml, var italienere. Cinquecento eller anden periode af den italienske renaissance varede til omkring 1540. Indtil "Roms ødelæggelse", 1527 (da Karl af Bourbon erobrede Rom), havde denne by været den vigtigste, takket været den aktive rolle, paverne Julius II., Leo X. og Clemens VII. havde spillet. Venedig og Urbino var ligeledes betydelige centre. Efter de italienske krige nåede indflydelsen fra denne glansperiode til Frankrig og hele det XVI. årh.s Vesteuropa. Tyske, flamske og franske kunstnere strømmede til Italien, og Frans I. (Frankrig) hidkaldte de største italienske kunstnere. Renaissancen i Frankrig havde først en "italiensk" fase (indtil omkr. 1530), dernæst en "romersk", hvor de direkte inspirationskilder var de antikke græskromerske traditioner. Italienske kunstnere begav sig til England og Spanien, hvor de introducerede deres hjemlands humanistiske og kunstneriske retninger. Men fra omkr. anden halvdel af XVI. årh. spores en tilbagegang i hele denne bevægelse, som nu har fået en formalistisk stivhed og sterilitet, og som sluttelig munder ud i Barokken og Klassicismen.

Arkitektur: Renaissancens arkitektur, som var mere verdslig end religiøs, begyndte i Firenze, hvor gotikken næsten ikke havde sat sig spor. Den direkte påvirkning fra antikken, som i begyndelsen var meget beskeden, voksede hurtigt. Fra XV. årh. ses den tydeligt bl.a. i den måde, man udnytter forskellige proportioner. Quattrocento har forskellige typisk italienske karakteristika: pilastre smykket med arabesker, guirlander af blomster og frugter, aflange og ovale kuppelprofiler som domkirken i Firenze (Brunelleschi), og palæfacader enten i landlig stil (Medici-Riccardi palæet, af Michelozzo) eller med fremspringende ornamenter (Ruccellai palæet, af B. Rossellino efter tegning af Alberti) og almindeligvis med dobbelte (parvise) vinduer (Strozzi palæet, af Benedetto da Maiano).
I Cinquecento udviklede arkitekturen sig mest i Rom, som snart overgik Firenze. I 1506 tegnede Bramante det berømte projekt til Peterskirken i Rom med grundplan som et græsk kors; Michelangelo udtænkte planen til kuplen. I Venedig og Verona var palæerne undertiden smykket med store relieffer. "Roms ødelæggelse" i 1527 varslede høj-renaissaneens slutning, men nogle hovedværker stammer dog fra denne periode, f.eks. Villa Medici i Rom (af Lippi) og Vicencebasilikaen (af Palladio). På samme tid viste sig de første vidnesbyrd om barokken, (Senator-palæet i Rom, hvor Miehelangelo brugte kolosal-søjlen, og i Gesu-kirken af Vignole, 1568). Den franske arkitektur i de første 30 år af XVI. årh. resulterede i en sammehsmeltning af italianismen og gotikken, som stadig anvendtes, og hertil kom nogle helt franske nyskabelser. I Paris markerer Louvre's gård, som Pierre Leseot og Jean Goujon arbejdede sammen på, højdepunktet i den franske renaissancearkitektur. Påvirkninger fra den italienske arkitektur bredte sig også til andre lande, især Spanien og Portugal. I Tyskland mærkedes denne påvirking dog kun meget overfladisk, og man gik næsten uden overgang fra gotikken til barokken.

Billedhuggerkunst: I forbindelse med den humanistiske tankegang knyttedes forbindelsen til antikken, især den hellenistiske periode. Billedhuggerkunsten blev mere profan, den fremhævede det enkelte individ og menneskelegemets skønhed, og studiet af anatomi havde stor betydning. Den florentinske skulptur i XV. årh. viser dog ikke megen forbindelse med antikken. De perfekte former og udtryk afspejler i højere grad kunstnerens observationssans og psykologiske indtrængen i motivet. Bas-relieffet nåede sit højdepunkt med porten i Dåbskapellet i Firenze, hvor Ghiberti ved at anvende perspektivitetsloven skabte en forbløffende dybdeillusion. I XVI. årh. (Clnquecento) domineredes billedhuggerkunsten af Michelangelo. I Frankrig forenedes i anden halvdel af XVI. årh. den italienske indflydelse med den realistiske tradition. Studier af de ideale former, ligevægt, ynde, etc. er karakteristiske for denne periodes arbejder, af hvilke kan nævnes busten af Charlotte de France af Pierre Bontemps, "De tre Gratier" af Germain Pilon og "Nymphes de la Fontaine des Innocent" af Jean Goujon.

Malerkunst: Malerkunsten udviklede sig især i Italien og Flandern, senere i Tyskland. Staffeli-billedet var dominerende, og portrætkunsten blomstrede. I Italien udfoldede den sig i Quattrocento i Firenze (Ghirlandajo, Verrochio, Leonardo da Vinci). Botticellls værker ejede en næsten morbid forfinelse. Visse malere som f.eks. Mantegna og Perugino lagde stor vægt på kompositionens orden og ligevægt. I Cinquecento flyttedes centret til Rom og Venedig. Det romerske maleri gør indtryk ved sin storslåethed og fylde, f.eks. freskerne i Vatikanet malet af Rafael og hvælvingen i det Sixtinske Kapel af Michelangelo. I Venedig var farven og lyset det vigtigste. Arbejder af malere som Tizian og Tintoretto udtrykker en patetisk og sommetider voldsom karakter. Andre, som f.eks. Veronese, malede udelukkende dekorative billeder beregnet på at behage. Blandt denne periodes utallige kunstnere kan endvidere nævnes Correggio og Andrea del Sarto. I Frankrig fortsatte, ved siden af portrætmaleren Jean Clouet, Fontainebleau-skolen, som bestod af italienere, der var hidkaldt af Frans I. og blev ledet af G. Rosso, den manieristiske tradition. I Flandern skabtes dels beundringsværdige portrætter ("Erasmus af Rotterdam" af O. Metsys) dels landskabsbilleder (J. Patinir) og charmerende interiører (van Eyck, Th. Bouts). Den eneste, der ikke påvirkedes af den italienske. renaissance, var Hieronymus Bosch, der måske kan regnes for den sidste repræsentant for middelalderen og forløber for surrealismen. I Tyskland, præget af reformationen, udtrykker Dürer, skønt han havde rejst i Italien flere gange, et tungt og mørkt temperament. Grönewaids helgenbilleder, Altdorfers landskaber og Lucas Cranachs portrætter afspejler alle den uro, der gnavede i sjælene. Holbein, som blev hofmaler i England, har bl.a. skabt nogle meget udtryksfulde portrætter.

Kunsthåndværk: Til slut må nævnes fajance- eller majolikakunsten, som tog et stort opsving i denne periode, og hvis hovedcentre var Urbino, Gubbio, Deruta og Faenza; keramik- og emaljearbejder af Bernard Palissy i XVI. årh., og guldsmedearbejder, som nåede et meget højt niveau (f.eks. Medici-samlingen).