Man skelner imellem 5 forskellige søjleordener, tre
græske og to romerske: 1) den doriske, 2) den ioniske, 3) den korinthiske, 4) den toskanske, 5) den sammensatte / komposit.
Dorisk søjleorden: Af mykensk oprindelse, anvendt af de doriske erobrere. Den kan bestemmes ved følgende karakteristika: a) ingen basis, søjlerne står på selve stylobaten; b) søjleblokken er rund med vertikale kannelurer; c) kapitælen er sammensat af en rund echinus, hvorpå hviler en kvadratisk abacus med fremspringende kant; d) uforarbejdet arkitrav, herover frise sammensat af metoper, ofte med relieffer, adskilt af triglyffer.
Ionisk søjleorden: Udviklede sig på øerne og Lilleasiens kyst. Bærer præg af orientalsk og kretisk indflydelse, som især viser sig i den rige udsmykning. Katakteristika: a) fodstykke (basis), ofte stærkt udsmykket, adskiller søjlen fra stylobaten; b) søjlen bliver smallere opefter og kannelurernes rande er affladede; c) kapitæl udsmykket med volutter; d) tredelt arkitrav; e) fortløbende frise med relieffer. I visse ioniske templer kunne søjlerne være erstattet af karyatider (kvindefigurer).
Korinthisk søjleorden: Opstod omkr. IV. årh. f. Kr. Adskiller sig kun fra den ioniske ved sine kapitæler, som er smykket med akanthusblade. Romerne brugte også de græske søjleordener. De fik dog undertiden en lidt anden udformning, og har desuden været inspirationskilde til to nye ordener:
4) den toskanske, 5) den sammensatte.
Den toskanske søjleorden: blev påivrket af den etruskiske, men ligger meget tæt op ad den doriske orden. Karakteristika: søjler med afrundet basis, som hviler på en høj platform (podium), der nås ad en trappe.
Den sammensatte søjleorden: er en blanding af de tre græske ordener: dorisk i den nedre del af søjlen, ionisk og korinthisk i den øvre del, hvor volutter og akanthusblade udgør kapitælens udsmykning. Frisen har mistet sin oprindelige betydning og er nu blot udsmykket med f.eks. guirlander, religiøse tegn etc.