Sarkofagformet italiensk renæssancecassone forgyldt og bemalet (Kunstindustrimuseet).
sarko'fag (af græsk sarkos, kød og fagein, æde) oprindelig
om kiste af porøs sten, som fortærede liget; nu: monumental stenligkiste.
En sarkofag (gro sarkophagos = "kødfortærende") er en ligkiste udført i sten, træ eller terracotta. Dens anvendelse udbredtes i oldtiden til hele Middelhavsområdet.
Ægypten: Sarkofager viste sig i Det gamle Rige, først rektangulære i form og beskrevet med hieroglyffer, senere blev de lavet efter mumiens form. Nogle af de masker, som prydede sarkofagerne, er så vellignende, at man må tale om portrætter, f.eks. Tut-Ankh-Amons maske af guld (XVIII. dynasti).
Kreta: Fra den minoiske periode kendes nogle sarkofager af kalksten eller terracotta i form som forskellige brugsgenstande: badekar, skrin eller huse. F.eks. kendes en terracotta kiste fra Hagia Triada, monteret på fire ben og bemalet på siderne og låget med mYtologiske motiver.
Grækenland og Lilleasien: Brugen af sarkofager bredte sig i hele den græske verden. De ældste stammer fra den arkaiske periode (terracotta sarkofagerne fra Klazomene, af imponerende dimensioner og bemalede. VI. årh. f. Kr.). Den største kendte er den såkaldte Alexander-sarkofag (3,18X1,67 m) som er rigt udsmykket med skulpturer (museet i Istanbul).
Etrurien: Den etruskiske sarkofag var først et simpelt kar i terracotta, marmor eller sten, dækket af et fladt låg, som senere blev til et "tag", der ledte tanken hen på en hus- eller tempel bygning. Senere udvikledes en særlig type, der forestiller den afdøde mand og kvinde liggende til bords (sarkofager fra Cerveteri).
Rom: De ældste romerske sarkofager var inspireret af de græske. De var sjældne i republikkens tid, men blev almindeligt anvendt i hele kejsertiden. De blev nu rigt dekoreret med .bas-relieffer (mytologiske motiver), og er ofte smukke eksempler på romersk billedhuggerkunst. Anvendelsen af denne type sarkofager fortsatte i den oldkristne periode. Især i Italien og Sydfrankrig var de hyppigt forekommende. og de har været en vigtig kilde til forståelsen af den oldkristne ikonografi.
Betegnelsen kommer af det græske sarkofagos, som betyder kødædende, og dækker egentlig en slags alunskifer, hvoraf man lavede ligkister. Stenen havde nemlig den egenskab, at den fortærede ligets bløddele. Sådanne kister blev ikke sjældent pragtfuldt udført, og til sidst gik betegnelsen s. over til at dække pragtkister af sten i almindelighed. I renæssancen inspirerede antikken sarkofags italienske kunsthåndværkere til særlige typer klædeskister, og der findes mange cassoner, der har sarkofag som forbillede.