Rokoko tabatiere af sølv, Frankrig
Forekommer helt fra 1500-tallet, da portugiserne som de første europæere lærte at snuse tobak i Brasilien. Men først da den europæiske overklasse i 1700-tallets begyndelse for alvor gik ind for skikken, blev snusning almindelig blandt begge køn. Dermed kom der gang i fremstillingen af snustobaksdåser i alle mulige materialer: guld, sølv, kobber overtrukket med emalje, ædeltræ, elfenben, porcelæn, onyx, agat og andre halvædelstene. De emaljerede dåser er dekoreret med ornamenter og har ofte små figurscener i datidens, specielt rokokoens, naturlyriske stil; i særlig grad hyrdescener. En afart er de kinesiske snusflasker fra o. 1700 og fremefter i jade, lapis lazuli, akvamarin, porcelæn m.v.
Regence tabatiere af forgyldt sølv, ca. 1730
Siden midten af 1500-tallet brugte man rundt om i Europa - mest i Frankrig - snustobak. I begyndelsen var det udelukkende som medicin, men efterhånden blev snusen også et nydelsesmiddel. Samtidig udvikledes der særlige dåser til pulveret, og i 1700-tallets Frankrig opnåede snustobaksdåsen - tabatieren - sin fornemste udvikling.
Overklassens s. var rene pragtstykker udført af ædle metaller og stene; det er således ikke helt sjældent, at man ser en dåse, hvor dekoren er opbygget af guld i forskellige farver, f.eks. naturelt guld, rødt og hvidt guld.
Emailledekorationer var meget populære, og de kan være opake samt påmalede som naturalistiske fugle og blomster, men også en translucent emaille, som ligger over en guillocheret bund, der skimtes igennem, optræder hyppigt. Efterhånden blevemailIen hårdt trængt af den såkaldte remis martin, den havde den egenskab, at den bandt på alle mulige materialer, dertil er den stenhård og fremtræder med en behagelig silkeagtig overflade. Mestendels var farven grøn.
Århundredets franske konger brugte meget at bortskænke kostbare s., til folk, som i særlig grad havde gjort sig fortjente. Der findes bevaret ikke få af disse dåser, og portrættet er naturligvis indrammet i perler eiler ædelstene. Også damer gav deres hjertes udkårne en s. med deres portræt. Udover dette udførtes miniaturemalerier efter f.eks. Boucher og Watteau.
Formerne er mangfoldige, firkantede, runde, ovale, med knækkede og svejfede kanter etc., men fælles for dem er, at de næsten alle er ret dybe. I Louis seize'n ændrede man nok lidt på ornamentikken, dog brugte man hovedsagelig de samme former, og materialerne var de samme. Ved siden af metais. kom dåser af ædelstene, blødt og hårdt porcelæn samt af pique og elfenben på mode, og som »dagligdåse« kunne et eksemplar presset af skildpaddeskjold nok gå an.
I det øvrige Europa havde man ondt ved at følge med franskmændenes pragtglæde, i Danmark var således gulddåser en stor sjældenhed, man klarede sig udmærket med eksemplarer af sølv, de kunne have drevne dekorationer, men lige så almindeligt var det, at bund og låg var af støbte plader. Ornamentikken var ellers regencens Berain-ornamenter, rokokoens rocailler og Louis seize'ns ranker, bånd, kugle- og perlestave kombineret med forskellige figurlige fremstillinger.
Tabatiere fra Den kongelige Porcelainsfabrik (1785-90)
I empiren fik de franske snusdåser den sidste opblomstring. De gjordes nu, af hensyn til den stramme klædedragt, ret flade, og deres pryd var ikke mindre overdådig end de foregående perioders, men derimod langt kedeligere.
De folkelige s. blev altid fremstillet af jævne materialer såsom messing, tin, træ, marvben og papmache, de kan være med nydelige ornamenteringer, for metaldåsernes vedkommende støbte eller graverede, og for træ og bens vedkommende udskårne. I østeuropa var også ridsede og bejdsede dekorationer i ben almindelige. Horn, som lader sig presse op i facon, havde naturligvis også nogen berettigelse.
Snustobaksdåse udformet som hundehoved. Den kongelige Porcelainsfabrik ca. 1793
I Tyskland havde man også arbejdet med lak, og især familien Stobwasser havde held med nogle udmærkede papmacheprodukter med kopallak. Allerede i sidste tredjedel af 1700-tallet blev sådanne beskedne s. populære blandt den tyske overklasse, og de var da også smagfuldt prydede med kineserier eller andre smukke håndmalerier. I forrige århundrede gik man mere over til det romantiske maleri, og da det viste sig, at en billig masseproduktion var det mest lønnende, måtte håndmaleriet vige for kobberstik, som klistrede s på - noget, der også skete almindeligt på billige franske dåser.
Ser man bort fra de prangende franske kejserdåser, var empiren en stille tid for s., der for det meste kun fik graverede klassicistiske udsmykninger. Empiren var også snusens sidste store tid, herefter vendte overklassen den ryggen, og den blev kun brugt af menigmand.