Solring

i den romerske kejsertid kendte man s., men den gik atter i glemmebogen og dukkede først op på ny i Provence omkring år 1500.
S. består af en ret bred, flad inderring, hvorpå ligger en noget smallere, drejelig yderring. Inderringen er på et stykke udstyret med en længdegående sprække, på dens yderside på hver side af sprækken, og således at de ikke dækkes af den smalle ring, står månedernes navne angivet, således at januar og december, februar og november
op til juni og juli er ud for hinanden. På indersiden af den brede ring ses en tal skala modsat sprækken, nederst står 12 alene, men ellers optræder tallene sammen parvis, og begynder man nedefra er rækkefølgen denne: 1-11,2-10,3-9,4-8,5-7,6-6,7-5 og 8-4.
Den smalle ring har foroven en øsken og i siden et hul, der passer med den brede rings sprække. Når man hænger s. op i en snor i øskenen og stiller den smalle rings hul ud for den måned, man befinder sig i, er man klar til tidsmålingen. Hullet drejes mod solen, og en lysplet falder gennem det over på talskalaen, hvor man kan aflæse klokkeslættet.
S. har været lavet af kobber, bronze, messing, jern, sølv og guld, og den anvendtes pålandet helt op under dette århundrede.