Solur ca. 1800
Har været kendt siden oldtiden. Man målte dog ikke før ca. 1400 tiden i 24 lige lange timer, men arbejdede med temporaltimer. Dagen, som beregnede s fra solopgang og til solnedgang, opdeltes i tolv timer, og da dagen ikke er lige lang sommer og vinter, blev timerne det ejheller. Det spillede måske ikke den store rolle i sydlige lande, hvor dag og nat året rundt er nogenlunde lige lange, derimod var det højst uheldigt på vore breddegrader, hvor en dagtime om vinteren kunne krybe helt ned nær de 35 minutter, medens den til gengæld ved midsommer nåede op omkring de 90. På s. gav dette sig udslag deri, at man måtte have flere timelinjer - gerne tre - en for jævndøgn, en for sommer- og en for vintersolhverv.
Som skyggekaster på s. fra oldtid og tidlig middelalder anvendtes en lodret gnomon, som peger mod himlens zenit. Tiden på disse ure aflæstes ikke af, hvor skyggen faldt, men af dens længde. Når man således skulle konstruere et s., måtte man dagen igennem afpunkte skyggespidsen på urskiven og til slut tegne en kurve mellem punkterne samt opdele den i 12 stykker.
Det er klart, at sådanne s. var ret unøjagtige, og dertil kom, at de kun duede på den lokalitet, hvortil de var konstrueret, flyttede man dem f.eks. mod syd eller nord, blev skyggerne henholdsvis kortere og længere, og så angav uret ikke længere tiden med rimelig præcision.
I 1300-tallet fandt italienerne ud af, at det var nyttigere med de konstante ækvinoktialtimer il 60 minutter, og det medførte igen, at man kom ind på at måle tiden anderledes. Solurets lodrette gnom udbyttede s med en skråtstillet polos, som flugtede med ækvatorlinjen og sigtede mod himlens nordpol, polarstjernen. Man beregnede herefter på timeskalaen tiden ikke efter skyggens spids, men efter hele den skyggelinje, som polos kastede. Dette system vandt i begyndelsen af 1400-tallet udbredelse i hele Europa, og man forfærdigede i de følgende århundreder ud fra dette princip en vældig mængde s. af sten, træ, ben, metal. Man havde store faste s., både vertikal- og horisontalsolure, transportable kompassolure, nürnbergkompasser o.m.a.
Kendtes allerede i oldtiden. Det kom til ny ære og værdighed som renæssancens solursbæger og har været brugt siden, også ofte opsat udvendig f.eks. på en mur. Fra 1500-1800-tallet anvendtes i stor udstrækning de såkaldte Nürnbergkompasser, små lommesolure. Solringen er en anden primitiv urform, der minder om den helt op i 1900-tallet kendte solskure i danske bønders vindueskarme.