Dansk fajancefabrik, Danmarks og Nordens første fajancefabrik (fraregnet Lauritz Pottemager i Næstved, der siges som den første i Nordeuropa at have lavet tinemaljerede gulv- og gravfliser i slutningen af 1500-tallet). De ældste daterede ting er fra 1726, da den indkaldte tysker Johann Ernst Pfau blev mester. Senere var han leder, indtil han i 1749 afløstes at Chr. Gierløf. Fabrikken havde privilegium på fabrikation af blådekorerede brugsgenstande, herunder også de meget populære bakke- eller tebordsblade, men der fremstilledes også polykrome fajancer. Pfaus periode var præget af barokken, Gierløfs af rokokoen. Leret kom dels fra blålersgruber på Vesterbro, dels fra Bornholm.
St. Kongensgade fajancefabrik. Tre blådekorerede kander fra Johan Pfau's periode
Nordens ældste og Danmarks mest kendte fajancefabrik fra gammel tid. Den grundlagdes i 1722, og keramikeren Johan Wulff blev dens første leder. Han forsøgte sig med brogede farver, men man er ikke sikker på, at andet end en blå dekoration lykkedes for ham. Man ved, at han eksperimenterede med fremstilling af fliser til kaskadekummer og tekopper. J 1725 flygtede Wulff imidlertid til Sverige sammen med nogle andre af fabrikkens håndværkere.
I 1727 ansattes thüringeren Johan Ernst Pfau som leder af fabrikken, og den kom ind i en udmærket periode, som varede indtil pfau i 1749 tog sin afsked, efter at fabrikken havde fået en ny hovedinteressent, bryggeren Chr. Gierløf. Denne førte nu under meget vanskelige kår og med stedse svagere kvalitet fabrikken videre til 1769, hvor den måtte lukkes.
Bakkebordsblad fra Johan Pfau's periode, St. Kongensgade fajancefabrikken (1727-49)
Pfaus periode karakteriseres så at sige udelukkende af blådekorerede varer. Undtagelsesvis kan han dog på krus og fliser tillige have anvendt en mangan som bundfarve. Produktionen var stor, den bestod bl.a. af puncheboller (biskopboller), bakkebordsblade, som fabrikken måske overhovedet var den første, der lavede i fajance. Dertil skrivetøjer, forskellige servicedele, vægfliser, vaser og kakkelovne. Der kendes kander forfærdigede, så de ligner pibekander af bødkerarbejde, men stort set gik man ikke i gang med plastiske dekorationer. Man holdt sig til de malede.
Der kendes mange bortmotiver fra Pfaus periode, lambrequins, festons, palmetter, kartoucher, draperier etc. samt juvelborter. Dekorationerne er ellers landskaber, blomster, rocailleværk etc. Undertiden optræder også heraldiske motiver.
Gierløfs periode byder ikke på mange fornyelser. Ganske vist går han lidt dristigere til værks med hanke, stjærter osv. som får en plastisk udformning. Man forsøger sig med nye mønstre, men bevarer stadig en del af de gamle. Kun med det såkaldte Gierløf-mønster har man succes. Det består af stiliserede kinesiske planter. Det er dog ikke enestående for St. K. Bakkebordsbladene, som i Pfaus periode havde været ret små, rektangulære, med lige afskårne hjørner og høj skråkant, bliver i Gierløfs periode større, får rundede hjørner og en lav rundet kant. Udsmykningen er en rokokokartouche omkring et midterbillede.