Boltejern af messing med holdere i form som delfiner.
Kendes i Danmark fra ca. 1700-1850 i massivt messing med stativ. Senere udhuledes de og opvarmedes med en jernklods. Til slut helt af støbejern og sat direkte på komfuret ved brug.
Materialet er dog ikke - som navnet kunne lade formode - jern, men messing. De gamle s. er med hult korpus, som bagtil kan lukkes med en skyde- eller svingklap. De er beregnet til opvarmning med varme bolte (se boltejern). Kinesiske s. er tøffelformede, har en stjært, hvorved de føres frem, og er ellers indrettede således, at de kan fyldes med ophedede småsten eller brændende trækul. Systemet forsøges hist og her i Europa, men for det meste holder man fast ved boltejernene. I 1700-tallet synes de første massive s. at være dukket frem, de ophededes på særlige stativer, som sattes over ilden eller på en specielovn, der øverst var udstyret med let skrånende facetter, på hvilke jernene kunne stilles til opvarmning. Med overgangen til komfur i forrige århundrede blev de massive s. af støbejern de mest udbredte. Omkring slutningen af århundredet eksperimenterede man også med dampopvarmede hule s. og hulmodeller med sprit- eller gasopvarmning samt - endelig - elektrisk opvarmning.
Tidlige s. er undertiden pragtfuldt ornamenterede. De støtter, der bærer håndtaget kan være udformede som hermer eller karyatider og atlanter, de kan også have balusterfacon, og jernets korpus er )måske med støbte ornamenteringer - noget man dog allerede i barokken gik væk fra, fordi det var upraktisk. I stedet graveredes mønstre, navnetræk, initialer og årstal i metallet. Håndtaget er normalt af træ, men forekommer ligeledes i ben eller metal.