timeglas, tidsmåler bestående af to glasbeholdere over
hinanden forbundet med en smal kanal, hvorigennem sand løber fra den ene i den
anden.
i den gamle facon med to forbundne glasbeholdere, hvori der kan løbe sand fra den ene til den anden, har været kendt siden 1500-tallet til beregning af tidsintervaller op til 15 min., undertiden mere. De forekom også i sæt til brug i kirkerne til ind i 1800-tallet, så både præst og menighed kunne kontrollere prædikenens længde.
Tidsmåler, der har været kendt siden middelalderen. Når det drejer sig om eksemplarer fra før forrige århundrede, består de altid af to nogenlunde lige store kolber, der er surret sammen, således at der er passage mellem dem.
Der er sand i timeglas, og ved hjælp af dets gennemløbshastighed har man målt tiden. Normalt drejer det sig om hele og halve timer, men man har også eksemplarer til et og til tre kvarter. Som tidsmålere på søen brugte man timeglas helt op i forrige århundrede, fordi ingen mekaniske ure kunne fungere tilfredsstillende. Alle maritime timeglas er halvtimesure, og en halv time kaldes på søen et glas.
I kirkerne brugte man serie-timeglas, kaldet sandure, de består af en serie timeglas, gerne fire, hvoraf et var et kvarter om gennemløbet, et en halv time, et tre kvarter og endelig et med en times gennemløb. Glassene sidder på en plade, hvor de kan drejes om en aksel, eller man har dem i et stand-stativ. Præsten brugte sanduret til at kontrollere prædikenernes længde.
På landjorden var timeglas almindelige til op i 1700-tallet, hvor de efterhånden erstattedes af mekaniske ure. Nogle få t. er med tælleværk og indrettet således, at når glasset er løbet ud og vendes, drejes der samtidig en viser på en talskive med timeangivelser.
Holderen til timeglas er oftest af træ, men også eksemplarer af tin, messing og sølv forekommer.