Voksplastik

kunsten at modellere figurer i voks er meget gammel, og oftest har man brugt bivoks dertil, eftersom det er både smidigt, sejt og modstandsdygtigt. For at gøre materialet endnu lettere at bearbejde blandede man det undertiden op med svinefedt og terpentin til såkaldt bosservoks. Det er hovedsagelig mindre figurer, man har skabt af voks, men det er undertiden også blevet til meterhøje eksemplarer, og de har måttet stives af ved indbygning af et træskelet. Farverne har man opnået ved at ælte pigment i voksmassen.
Fra gotisk tid kender man helgenfigurer og andre religiøse fremstillinger af voks. I renæssancen bliver det hovedsagelig til reliefbilleder, der har den fordel fremfor billedskårne eller udhuggede billeder af sten, at de kan virke overordentlig naturalistiske. - Undertiden har man endog ved portrætter udstyret dem med ægte hår. Et reliefportræts baggrund er evt. en træplade, som kan være oliemalet eller beklædt med et lag farvet voks, men man har ligeledes med held brugt skifer eller marmor.
I nyklassicistisk tid forlader man gerne den naturalistiske behandling for så vidt, at reliefferne i stedet modelleres i ensfarvet hvidt, gråt eller rødt voks - man har kendt til denne metode også i barokken, men nu bliver den mere almindelig. På den måde kommer der en egen kame eller billedhugget virkning over motiverne.
Til fritstående portrætfigurer i naturlig størrelse har kunstneren undertiden brugt en livsmaske eller dødsmaske af personen. Man har stadig sådanne naturalistiske fremstillinger af kendte personer i vokskabinetterne.