Vugge med udsavede dekorationer og bemaling. Vestfyn. (Hjemstavnsgården. Gummerup).
De ældste v. har blot været et stykke udhulet træstamme eller en kurv, som man har hængt op i et par stykker tovværk. På den måde kunne man let ved at puffe en smule til v. få den til at svinge sagtelig frem og tilbage, så den lille faldt til ro. En v. med gænger havde ikke de store muligheder på et ujævnt lerstampet gulv, og man mener, at denne type først kom i brug omkring 800tallet. Det var vel at mærke i visse middelhavslande, for til Norden kom v. udstyret med gænger næppe førend i løbet af 1500-tallet.
Den almindelige v. type har en aflang trækasse som overbygning og to tværstillede halvmåneformede trægænger, som evt. nederst kan være forstærkede med påsatte metalbånd. V. med længdeorienterede gænger eksisterer, men de er sjældnere og har vist ikke været brugt herhjemme.
Empirevugge malet og forgyldt (Hjemstavnsgården, Gummerup).
Renæssancens v. er næsten alle med fire kraftige hjørnestaffe, der er forlænget op over selve vuggekassen, så man kan få tag i dem med hånden, når barnet skal vugges. Forneden er disse staffe splittet op, og gængerne er dyvlet fase til dem. Ved de ældste eksemplarer er siderne lige, hvorimod de, når man nærmer sig barokken, bliver indadskrånende forneden. På nogle v. er siderne blot simple fjæle, dog har de meget muligt stået malede. Smukkere stykker har sider med fyldinger, som for renæssancevuggernes vedkommende gerne vil være med buemotiv og evt. andre udskæringer. Nok var det mest praktisk, at v.'s overkant var plan og uden udsavninger, men man tog nok så meget hensyn til det smukke, og derfor er mange renæssancev. med overkant udsavet i tunger. Det er tillige meget almindeligt, at der er en kort himmel over v.'s hovedende. Fra den kunne man lade fint klæde gå ned, så myg og andre insekter spærredes adgang til den spæde. Man kan finde andre træsorter indlagt i v., det kan bl.a. være flyverøn (et rønnetræ, der f.eks. vokser på en mur og hvis rødder ikke har jordforbindelse) og hyld, som man begge tillagde magiske kræfter. Dog hed det sig somme steder, at der aldrig var ro om en vugge med hyldetræ i. Disse træsorter skulle forhindre at de underjordiske kom og forbyttede barnet med en af deres egne hæslige skiftinge.
Også udskæringer af magiske tegn forekommer, det drejer sig f.eks. om soltegn (rosetter), marekors (pentagram) og stjerner. Gængerne er undertiden med svungen overkant og kan yderst gå ned i et par »stopklodser«.
I barokken og senere bliver den indskrånende tendens i v. stadig mere udtalt, og fyldingerne på siderne bliver længere, en overgang er profileringerne meget kraftige, og listerne forløber i knækninger. Siden bliver opbygningen mere neutral, dog findes der rokoko v. som er overdådigt udsmykkede med blad- og rocailleværk.
Udover træ-vuggerne har man fra træfattige egne eksemplarer i kurvefletning eller løbbundne, kun gængerne og et sprosseværk i bunden, som holder dem, er af træ. Hos nomadefolk som lapperne har man brugt ganske små lette v. med gænger, til dem blev barnet spændt fast og derpå som i en bærekasse anbragt på moderens ryg. Når man var ved rastestedet, blev v. sat på jorden og kunne fungere som normalt.
I forskellige egne af Europa - dog næppe inden for dansk område - har man brugt hængevugger, som de er nævnt ovenfor. I 1600-tallet tager man fat med vippevugger, hvor kassen ved et par tappe er ophængt mellem to bukke, så den kan vippe fra side til side. Systemet bød på den fordel, at man lettere fik v. op i bekvem arbejdshøjde. Det var dog hovedsagelig inden for højerestanden, at sådanne v. fik betydning. Kassen på vippevugger er for det meste bådformet, og undertiden kan den være bygget op af tremmer for at lette konstruktionen. Typen nåede først Danmark omkring år 1800.
Vippevuggerne er undertiden ganske overdådigt udformede, således kender man eksemplarer fra rokokoen, hvor selve vuggen er en muslingeskal, og støtterne, som bærer den, blomstrende grene. Den bageste gren er forlænget i vejret og svajer lidt forover. På den har en stork eller hejre taget opstilling, og i sit næb holder den en krog, hvori myggenet kunne ophænges. I empiren er formerne noget modererede, men ideen med fuglen har man bibeholdt, nu forlænges den bageste stav qlot op som en svanehals, der ender i et hoved med en krog. Rokokoens malede og forgyldte udskæringer er erstattet af finering og forgyldt bronzebeslag. I empiren mente man i øvrigt at have fundet ud af, at for stærke svingninger skadede de spædes helbred, derfor fixeredes vuggekonstruktionen, så vuggen endte som seng, men i mange tilfælde beholdt den et ydre som en svingvugge.
Børnevogtere er en slags barnesenge eller v. opbygget af træ eller af kurvefletning og med låg til at klappe ned, så barnet beskyttedes fra at falde på gulvet eller på anden måde at komme ulykkeligt af dage.