Øre (öre): Gammelskandinavisk regnemønt og senere mønt. 1
øre = 1/8 mark eller 3 ørtuger og i Danmark 30 penninge, medens den i Sverige
ansattes forskelligt; således Svealand: 24, Gøtaland: 48, og Gotland/Øland: 36
penninge. Over det meste af Sverige regnede man dog fra ca. 1300 med 24
penninge på en øre. Det gjaldt dog ikke Gotland. Ordet øre kommer antagelig fra
det latinske »aureus« (gylden) eller »aurum« (guld).
Som mønt er den første gang slået i Sverige 1522. Denne
mønts finvægt var fra begyndelsen 2,06 g, men faldt hurtigt derefter til 1,1 g
og senere endnu mere. 1624-1778 prægedes i Sverige øre-mønter i kobber (2, 1, 1/2,
1/4, og 1/6 øre s.m. og 21/2, 2, 1 og 1/2 øre k.m.).
Den gamle møntregning ophørte med den såkaldte
»Myntrealisation« 1776, hvorefter øre blev afløst af skilling, idet riksdaleren
deltes i 48 skilling, der hver deltes i 12 rundstycker. 1855 indførtes øren
igen, idet 1 riksdaler riksmynt = 100 øre og efter 1873 ved den Skandinaviske
Møntunion blev kronen ligeledes i Danmark og Norge delt i 100 øre. Senere kom
den til Island, hvor den kaldtes eyrir (flertal: aurar),
Lit: KL bd.20 sp.716-724.
..