Matthew Boulton (1728-1809) arvede efter sin far en lille
metalfabrik i Birmingham og arbejdede den op til et stort firma med
internationale forbindelser. Fra 1773 kastede Boulton sig over maskiner til
møntfremstilling, ansatte dygtige medaljører til at skære stempler, og i 1786
indgik han partnerskab med James Watt, som havde opfundet dampmaskinen. Dette
resulterede i en dampprægemaskine, som kunne producere flere og bedre prægede
mønter end de gamle maskiner.
Boulton indrettede en møntprægeanstalt i Soho nær
Birmingham, hvor han prægede mønter for mange lande. Her prægedes bl.a. den
engelske cartwheel penny i 1797, og fra 1804 prægedes den såkaldte Bank of
England dollar. Omkring 1800 var den daværende danske bestand af prægemaskiner stort
set udslidt, og hvad var mere naturligt end at skaffe sig nogle af de engelske
vidundermaskiner. Disse ankom til København 1806, men først sent i 1808 var de
opstillet. Den første gangbare mønttype, der blev præget, var 2 skillingen 1809
- et smukt eksempel på ringprægning, hvorved mønten fik ophøjet kant.
Boulton leverede også tilsvarende maskineri til Rusland og
Spanien, og hans maskiner fungerede upåklageligt i små 100 år, i Danmark dog
kun indtil midten af 1800-tallet, da de blev afløst af Uhlhorns-prægemaskinen.
Lit: NR nr·36 (1993) s.35-36.
..