Forsølvning af mønter er ofte foretaget for at skjule, at
det drejer sig om en falsk mønt. Ligesom ved forgyldning findes der flere måder
at forsølve på. Ved koldforsølvning kunne man opnå et ganske tyndt lag sølv ved
at indgnide en falsk mønt med et sølvholdigt pulver af forskellig
sammensætning.
Een metode var at bruge 1 del sølvnitrat + 3 dele
cyankalium. En anden bestod af 3 dele sølvklorid, 8 dele vinsten og 8 dele
natriumklorid (salt); medens en tredie bestod af 3 dele klorsølv, 3 dele natriumklorid
(salt), 2 dele slemmet kridt samt 6 dele kaliumkarbonat (potaske). En dyrere
måde var den såkaldte lueforsølvning, hvor man dækkede stykket med sølvamalgan,
dvs. sølv opløst i kviksølv, hvorefter det opvarmedes i ild (luer), således at
kviksølvet fordampede.
Nu foregår forsølvning ofte ad galvanisk vej, idet der
anvendes en anode af rent sølv, medens emnet er katode. Badet er ligesom ved
forgyldning stærkt cyankaliumholdigt og skal omgås med største forsigtighed.
..