er værktøjer i stål, hvorimellem et metalstykke
sammenpresses, så der opstår et samtidigt aftryk af for- og bagside. På stemplernes
endeflade er et negativt motiv enten graveret i hånden med stikler eller andre
værktøjer eller indslået med delpunsler (se punsler).
Særlig komplicerede partier, som f.eks. et portræt blev ofte
presset ned i stemplet ved hjælp af en positivt skåret og hærdet - se patrice.
Når stemplerne var færdiggraverede, blev de hærdede, således at der kunne tages
mange afslag. Man har undertiden anvendt stempler af messing og bronze, især i
antikken.
Et stempelpar består af et overstempel og et understempel. I
ældre tid, dvs. fra middelalder og langt op i nyere tid, sad understemplet fast
i en træblok eller ambolt, medens man med en hammer slog på overstemplet, som
holdtes i hånden eller på anden måde var fastholdt og styret i forhold til
understemplet.
Ved brakteatprægning anvendes kun eet stempel, medens
stemplerne ved valseprægning var graveret direkte i valserne eller indsat som
løse stempler i valserne. Disse stempler var krumme, idet de skulle følge
valsens krumning. Moderne stempler er fremstillet ved en noget anderledes
arbejdsgang. Fra en model i stor størrelse tages en afstøbning, som sættes i en
reduktionsmaskine.
Ved en pantograflignende indretning nedsætter den størrelsen
og graverer relieffet i et stykke stål, som derefter hærdes. Ud fra dette fremstilles
en såkaldt arbejdspoincon, og med denne færdiggør man de mange egentlige
prægestempler. Små stempler kan i moderne produktion holde til prægning af 1
million stykker, medens store stempler kun kan præge ca. 500.000 stykker, før
de må udskiftes.
..